De har bygget elbiler i flere år. Men det er stadig en dårlig forretning for Ford, der regner med at ‘Model e’-afdeling taber 39 milliarder kroner i år.
Ford kæmper fortsat med rentabiliteten af deres elbiler. Bilproducentens Model e-division forventer et tab på mellem 34,5 og 38 milliarder danske kroner i år.
Det store tab kommer på trods af Fords satsning på elektrificerede køretøjer, og topchef Jim Farley anerkender udfordringerne.
Sidste år var heller ikke prangende for Model e. Afdelingen, der er ansvarlig for Fords nul-emissionsbiler, led et tab før renterbetalinger og skat på cirka 35,2 milliarder danske kroner i 2024.
Elbiler er generelt stadig udfordrende for mange bilmærker. Høje batteriomkostninger er en væsentlig faktor.
Batterier forbliver den dyreste enkeltkomponent i en elbil. Det første år Tesla tjente penge var eksempelvis i 2020.
Ford forbliver dog afdæmpet optimistiske. Nogle af pengene går til investeringer i fremtidige elbiler. Derudover hævder Ford, at man har fundet “omkostningsoptimeringer” for cirka 9,7 milliarder danske kroner alene i Model e-afdleingen.
På trods af de økonomiske udfordringer solgte Ford 34,8 procent flere elbiler sidste år. Altså alene i USA.
Leverancerne voksede til 97.865 biler. Salget af hybridbiler steg dog med 40,1 procent til 187.426 køretøjer.
Benzinbiler trækker læsset hos Ford
Det var dog de benzindrevne biler, der stod for den største del af salget. Her nåede Ford op på 1.793.541 køretøjer.
Det er en lille stigning på 0,2 procent sammenlignet med 2023.
Sidste år markerede det 47. år i træk, at F-Serien var den bedst sælgende pickup i hele USA. Og samlet set en af verdens bedstsælgende biler overhovedet.
Fords topchef, Jim Farley, er dog skeptisk overfor store elbiler. Under en finanskonference, hvor bilmærket fremlagde sit regnskab, gav topchefen udtryk for, at der er uløselige problemer forbundet med netop store elbiler.
Bare sådan noget som bugsering er et problem. Batteripakkerne er simpelthen for ‘store’.
Farley pegede også på andre udfordringer. Store elbiler lider under dårligere aerodynamik. De er også tungere end deres modstykker der kører på diesel eller benzin.
Derfor kræves et stort og dyrt batteri for at levere en bare nogenlunde acceptabel rækkevidde. Det øger omkostningerne yderligere.
Fremtidige elbiler? De ansatte frygter konkurs
Ford tager sig god tid med den næste bølge af elbiler. En ny mellemstor elektrisk pickup er blevet forsinket.
Den forventes nu først i slutningen af 2027, omkring 18 måneder senere end oprindeligt planlagt.
I Europa sælger Ford en stor elektrisk SUV under navnet Explorer. Den er dog anderledes end den benzindrevne Explorer i USA. Den europæiske model er i bund og grund en ombygget Volkswagen ID.4. Tilsvarende er den nye Capri identisk med en Volkswagen ID.5.
Fremadrettet vil nye Ford-modeller ifølge Farley bruge mere alsidige platforme. De platforme kan understøtte både forbrændingsmotorer og rent elektriske drivlinjer. Det skal gøre det lettere at sprede omkostningerne.
Ifølge Bloomberg vil billigere elbiler og EREV’er (elbiler med rækkeviddeforlænger) dog først ramme markedet i 2027. Det kan gøre de næste par år vanskelige for Fords konkurrenceevne på elbilmarkedet.
Her i Europa er der senest sket det, at Ford har sagt farvel til det europæiske datterselskab. Afskeden har kostet adskillige milliarder kroner. Alligevel frygter de ansattes fagforeninger, at det hele går konkurs. Læs mere om det her.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]