Tesla satser massivt på robotaxier, AI og humanoide robotter, mens elbilforretningen mister fart og konkurrenterne overhaler. Er Elon ligeglad, spørger Alan Ohnsman fra Forbes.
Elon Musk fokuserer mere og mere på robotaxier, kunstig intelligens og humanoide robotter, viser nye informationer. Det sker på et tidspunkt, hvor Teslas elbilsalg falder, og selskabet har mistet sin førerposition inden for salg af elbiler på verdensplan til kinesiske BYD.
Ifølge magasinet Forbes fylder elbiler mindre i Elon Musks offentlige udmeldinger end tidligere. Til gengæld fylder robotter, AI og selvkørende teknologi mere end nogensinde.
“Det virker næsten, som om Elon Musk er blevet træt af elbiler. Robotaxier og robotter er tydeligvis det, der interesserer ham mest nu,” siger Alan Ohnsman, redaktør på Forbes.
Elbiler fylder mindre hos Elon Musk
Tesla har i mange år været synonym med elbiler, men strategien har ændret sig. På et aktionærmøde i november fortalte Elon Musk, at Teslas Fremont-fabrik nu skal bruges til produktion af humanoide Optimus-robotter.
Målet er på sigt at producere op mod en million robotter om året.
“Elon Musk ser enorme muligheder i robotter. Han taler om dem som det næste store gennembrud,” fortæller Alan Ohnsman.
Samtidig har Musk gentagne gange peget på robotaxier som Teslas vigtigste fremtidige forretning.
Robotaxier og AI skal drive fremtidens Tesla
Ifølge Forbes er Teslas aktiekurs i stigende grad baseret på forventninger til robotaxier, AI og robotter snarere end elbiler. Det sker, selv om elbiler fortsat står for over 80 procent af Teslas omsætning, trods faldende salgstal.
“Elbilforretningen står stille, mens aktien handles som om, Tesla allerede er en AI- og robotgigant,” siger Alan Ohnsman.
Analytikere peger på, at der endnu ikke er dokumentation for, at robotaxier eller humanoide robotter kan generere betydelige indtægter på kort sigt.
Kritikken vokser i branchen
Elon Musks satsning deler derfor branchen. Nogle ser det nye fokus som en strategisk genistreg, mens andre mener, at Tesla risikerer at svigte sin kerneforretning.
“Tesla har haft enorm succes tidligere, men ikke med alle satsninger. Nogle blev kæmpe succeser, og andre blev aldrig til noget,” siger Alan Ohnsman.
Han peger på tidligere projekter som Hyperloop og Teslas solenergiambitioner, der aldrig nåede de lovede højder.
Elbilerne fra Tesla risikerer at blive nedprioriteret
Samtidig mangler Tesla nye elbilmodeller. Model 3 og Model Y er fortsat rygraden i salget – også herhjemme i Danmark og i Skandinavien, hvor begge modeller stadig sælger godt – men begge modeller er flere år gamle.
“Det rette produkt er alt i bilindustrien. Tesla har ikke lanceret nye hits i lang tid,” fortæller Alan Ohnsman.
Kombinationen af faldende elbilsalg, underudnyttede fabrikker og et skiftende fokus skaber derfor usikkerhed om Teslas fremtidige rolle på elbilmarkedet.
Et strategisk bud på fremtiden
Elon Musk satser altså på, at robotaxier, AI og robotter bliver den næste store indtægtskilde. Spørgsmålet er, om satsningen kommer i tide, mens konkurrenter som BYD fortsætter med at vinde markedsandele på elbiler.
“Der er ingen garanti for, at robotter og robotaxier bliver den succes, Elon Musk forestiller sig. Tidsplanen er meget svær at forudsige,” siger Alan Ohnsman.
Du kan blive klogere på Teslas arbejde med robotter herunder:


