Folk er glade for, at politiet beslaglægger biler

De fleste er positive over for politiets mulighed for at beslaglægge biler, som bliver brugt til vanvidskørsel. Det viser en ny undersøgelse.
Foto: Malte Luk

De fleste er positive over for politiets mulighed for at beslaglægge biler, som bliver brugt til vanvidskørsel. Det viser en ny undersøgelse.

510 styk. Så mange køretøjer har politiet landet over beslaglagt fra bilister, hvis kørsel det sidste halv år har kunnet betragtes som vanvidskørsel. Og det er folk generelt glade for.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige. I undersøgelses svarer knap tre ud af fire, at det er helt fint, at politiet kan beslaglægge biler, som er brugt til vanvidskørsel. Også selvom ejeren ikke nødvendigvis sidder bag rattet.

Det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.



Derudover svarer syv ud af ti adspurgte, at den lov – som nu er et halvt år gammel – har haft en positiv indvirkning på antallet af vanvidsbilister.

– Konfiskering af biler har været et stort emne det sidste halve år – især biler, der føres af andre end ejeren selv, har været diskuteret stort. Når mange danskere støtter ordningen og tror, at den kan give succes med at nedbringe vanvidskørsel, viser det, at lige præcis denne form for egoistisk og farlig adfærd er noget, mange vil gøre meget for at bekæmpe, siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige i pressemeddelsen.

Disse bakker mindst op
Der er dog også nogle bilister, som ikke har meget til overs for den nye lov. Og det er bilisterne i alderen 18 til 29 år, som leaser eller kører i en firmabil.

Men det overrasker nu ikke skadedirektøren.

– For ud over at miste bilen, risikerer de også at stå med et erstatningskrav fra selskabet, der leasede bilen ud til dem, eller fra deres arbejdsgiver, ligesom vi desværre ofte ser en overvægt af unge mænd i sager om vanvidsbilister.



Bjørn Skjærup er journalist og webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over syv år. Email: bj@boosted.dk