Annonce

Firma får beslaglagt bil tilbage i sag om 8 års fængsel

En bil, der blev brugt til smugling af 20 kilo kokain, skal tilbage til ejeren. Retten siger, leasingselskabet intet vidste – modsat regler for vanvidskørsel.

I en opsigtsvækkende dom har Retten i Sønderborg besluttet, at et leasingselskab skal have sin bil tilbage, selvom den blev brugt til at indsmugle 20 kilo kokain.

Bilens fører er idømt otte års fængsel. Men fordi leasingselskabet handlede i god tro, kan staten ikke snuppe bilen for at sælge den videre.

Afgørelsen står i skærende kontrast til reglerne om vanvidskørsel, hvor bilen konfiskeres uanset ejerens viden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er advokatfirmaet Horten, der førte sagen for leasingselskabet, som oplyser om dommen på sin hjemmeside.

Sagen drejer sig om en personbil, der var ejet af et leasingselskab.

Bilen var leaset ud til et udlejningsselskab, som igen havde videreudlejet den til en privatperson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fører idømt otte års fængsel

Den private lejer brugte efterfølgende bilen til at indsmugle cirka 20 kilo kokain. Han blev senere anholdt og idømt otte års fængsel for den alvorlige narkotikaforbrydelse.

Anklagemyndigheden krævede i den forbindelse bilen konfiskeret, selvom den altså var ejet af det oprindelige leasingselskab.

Men det krav har Retten i Sønderborg nu afvist. Det oplyser advokatfirmaet på sin hjemmeside.

Retten: Ingen beviser mod leasingselskabet

Mere efter videoen

Retten lægger i sin afgørelse vægt på, at leasingaftalen mellem leasingselskabet og udlejningsselskabet var “erhvervsmæssigt begrundet og sædvanlig for branchen”.

Derudover fastslår retten, at leasingselskabet ingen kontakt havde haft med den dømte, private lejer. De havde heller ingen kendskab til, at bilen ville blive brugt til ulovligheder.

– Retten fandt videre, at leasingselskabet som ejer hverken havde medvirket til eller haft kendskab til lovovertrædelsen, skriver advokatfirmaet.

Derfor var betingelserne for konfiskation efter straffelovens § 76, stk. 2, ikke opfyldt. Beslaglæggelsen blev ophævet, og leasingselskabet undgik dermed et stort økonomisk tab.

Nye regler – samme princip

Selvom den konkrete leasingaftale blev indgået før 1. juli 2025, hvor nye regler trådte i kraft, har dommen ifølge Horten stor relevans.

De nye regler indførte en udtrykkelig hjemmel til at konfiskere leasede biler brugt til narkokriminalitet – også selvom ejeren er tredjemand.

Mere efter annoncen

Dog kan konfiskation efter de nye regler kun ske, hvis ejeren vidste eller burde vide, at bilen ville blive brugt ulovligt. Og kun, hvis konfiskationen ikke anses for “uforholdsmæssigt indgribende”.

Dommen fra Sønderborg er ifølge advokatfirmaet helt på linje med principperne i den nye lov: Ejerens skyld og en proportionalitetsvurdering er fortsat afgørende – i narkosager.

Kæmpe forskel: Vanvidskørsel rammer uskyldige ejere hårdere

Mere efter annoncen

Den afgørelse står i skærende kontrast til de regler, der gælder for vanvidskørsel.

Her bliver bilen konfiskeret, uanset om ejeren (f.eks. et leasingselskab) har handlet i god tro eller ej.

– Der består fortsat en væsentlig forskel mellem reglerne på narkotikaområdet og reglerne om vanvidskørsel, hvor leasing- og udlejningsselskaber fortsat er langt mere udsatte – også i tilfælde, hvor de har fulgt alle gældende kontrolprocedurer, bemærker advokatfirmaet.

Dommen er altså en lille sejr for leasingbranchen i kampen mod konfiskationer i narkosager, men den ændrer intet ved den store usikkerhed og risiko, der er forbundet med vanvidskørsel.

Sager om vanvidskørsel i leasede eller lånte biler er desværre ikke sjældne.

Som Boosted for nylig kunne fortælle, endte en 38-årig mands prøvetur i en lånt bil fra en forhandler med vanvidskørsel og øjeblikkelig beslaglæggelse af en af Tesla Danmarks biler.

Flere artikler efter annoncen
Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen er uddannet journalist og har skrevet professionelt om biler i over 11 år. Har du en god idé til en artikel? Så skriv til [email protected]
Responsiv Iframe
Annonce

Annonce

Nyeste artikler

Annonce

Motorsport

Annonce

Populære

Annonce

Flere populære artikler