Engang imellem står reglerne her i verden på hovedet. Det måtte et par fra San Francisco konstatere efter at have brugt den samme indkørsel i 36 år. Deres egen indkørsel.
Et par fra San Francisco er nu tvunget til at tænke over, hvordan de parkerer. Og det endda på deres egen grund. For selvom de parkerede i deres egen indkørsel på samme måde i hele 36 år, har de alligevel fået en bøde.
Parret, siger bystyret, skal betale 1.500 dollars svarende til 10.940 kr., fordi nogen har klaget over dem og deres naboer. Nærmere bestemt den måde bilejerne parkerer på. Altså i deres egne indkørsler.
Efter at have modtaget klagen er bystyret kommet frem til, at parret – og deres naboer – bryder en gammel regel, som skal sikre, at folk ikke fylder deres egne indkørsler op med biler.
Klagede og fik afslag
Parret skal betale, siger bystyret. Og betaler de ikke, lægges 250 dollars svarende til 1.800 kr. til bøden pr. dag.
Ifølge ABC 7 News skrev parret til bystyret for at klage over bøden. Deres indkørsel havde de trods alt brugt til at parkere biler på samme måde i 36 år. Og det helt uden problemer. Bystyret svarede da også, at kunne parret bevise, at de historisk set havde brugt indkørslen til det samme formål, ville bøden blive annulleret.
I sidste ende valgte bystyret alligevel at afvise parrets dokumentation. Bøden er dog gjort betinget. Parret skal nu kun betale de mange penge, hvis de forsat parkerer i indkørslen og ikke bygger en carport eller garage på stedet.