Lige nu lægger EU op til at forbyde forbrændingsmotoren i 2035. Men intet er sikkert, og nu skal loven bag forbuddet ligefrem undersøges igen.
Det skal nu undersøges, om EU’s planlagte forbud mod forbrændingsmotoren i 2035 skal laves om eller skrottes.
EU har planer om at stoppe salget af nye biler med benzin- og dieselmotorer i 2035. Dog er der mulighed for, at forbuddet kan ophæves. Styret i Bruxelles har da også hele tiden sagt, at reglerne ikke står skrevet i sten.
– Vi har ingen tid at miste, siger EU’s transportkommissær.
Ifølge de nuværende regler bliver emissionskravene for nye biler gradvist skærpet, indtil det i 2035 skal være helt forbudt at sælge nye biler med forbrændingsmotor.
En revision af reglerne var planlagt til 2026, men den vil nu blive gennemført i anden halvdel af 2025.
EU kan ophæve forbuddet mod forbrændingsmotoren
Det skriver Handelsblatt.
At EU allerede nu vil se på, om reglerne skal laves om eller skrottes, kan blive et plus for den europæiske bilindustri. Tidligere på ugen oplyste EU, at man holder fast i forbuddet.
Men den beslutning er altså ikke mere sikker, end at det hele skal undersøges en gang til. På den anden side er loven ikke et totalt forbud.
EU tillader nemlig allerede, at biler, der udelukkende kan køre på syntetisk brændstof, kan sælges efter 2035.
Bilindustrien vil dog have EU til at bøje sig endnu mere og tillade salget af almindelige benzin- og dieselbiler, hvis der er tale om plugin-hybrider.
Det sker, fordi udbredelsen af elbilen ikke har samme fart på, som politikerne lovede bilmærkerne for snart flere år siden.
Ladeinfrastrukturen er også utilstrækkelig. Af samme grund er flere bilmærker begyndt at fortryde mål om kun at bygge elbiler. Selv Volvo, der ellers har svoret, at man aldrig ville bygge benzinbiler igen, erkender, at den slags ikke kan undværes i 2030.
EU-Kommissionen er da også begyndt at lempe visse regler. Tidligere på ugen oplyste kommissionsformand Ursula von der Leyen, at bilmærkerne vil få mere tid til at opfylde emissionskravene for 2025.
I stedet for at skulle opfylde målene inden en bestemt dato, vil de nu have tre år til at udligne CO2-udledningen til de nuværende niveauer.
Før EU kom til den erkendelse, advarede især Volkswagen om, at man risikerede bøder for 11 milliarder kroner. Penge som den hårdt pressede koncern næppe kan finde uden meget drastiske nedskæringer oveni de fyringer og fabrikslukninger, som allerede er planlagt.
Trods lempelsen mener bilindustrien, at det ikke er tilstrækkeligt. Derfor vokser presset på EU-Kommissionen også.
Samtidig bliver EU ved med at understøtte elbiler. Det er blandt andet blevet foreslået, at alle medlemslande skal støtte nye elbiler med faste beløb.
Det er også blevet foreslået, at medlemsstaterne skal tvinges til at støtte leasingprogrammer for at holde hånden under elbilernes udbredelse.
Derudover er der planer om lovkrav, der tvinger virksomheder til at vælge elbiler. Ligesom EU vil afsætte milliarder kroner til offentlige ladestandere.
Læs flere artikler efter annoncerne: