Elon Musk er nu den rigeste person, der nogensinde har levet. Hans formue rundede kortvarigt 500 milliarder dollars, blandt andet drevet af en stigende Tesla-aktie.
Elon Musk har slået en historisk rekord. Han er nu den rigeste person, der nogensinde har levet. Onsdag i denne uge rundede hans samlede formue kortvarigt 500 milliarder dollars, svarende til 3.450 milliarder danske kroner.
Det skriver flere internationale medier, herunder BBC.
Den nye milepæl er nået efter en hård start på året for Tesla.
Men i de seneste måneder er bilmærkets aktiekurs igen steget markant.
Indtil videre i 2025 er Teslas aktie steget med mere end 20 procent.
Det er ikke kun Tesla der laver pengene
Det er dog ikke kun salget af elbiler, der har gjort Elon Musk ekstremt velhavende. Han er også grundlægger af rumfartsvirksomheden SpaceX og AI-firmaet xAI.
Begge de selskaber er steget markant i værdi på aktiemarkedet i de seneste måneder.
Den positive udvikling for Musks selskaber kommer på et tidspunkt, hvor han ifølge iagttagere har trukket sig en smule tilbage fra den politiske arena.
Det er en udvikling, der ifølge BBC bliver værdsat af mange investorer.
Første “halve billionær” i verden
Da Elon Musks formue onsdag passerede den magiske grænse på 500 milliarder dollars, blev han verdens første “halve billionær” målt i dollars.
En billion er det engelske udtryk for en trillion.
Rekorden var dog kortvarig. Senere samme dag faldt hans formue til omkring 499 milliarder dollars, da aktiekurserne justerede sig.
Stigningen i Teslas aktie kom kort tid efter, at USA indførte nye skattelettelser for elbiler.
Samtidig er Teslas salg steget i flere europæiske lande.
Det er dog ikke alle steder, at udviklingen er positiv for Tesla. I Sverige faldt antallet af nyregistrerede Teslaer med hele 64 procent i september.
Herhjemme kunne flere medier fortælle, at mærket er tilbage i toppen af salgslisterne. Forklaringen skal dog findes i leveringer af den faceliftede Model Y.
Ser man i stedet på fordelingen bilmærkerne imellem, kan Tesla kun lige akkurat klarer sig med i top 10 over de mest populære bilvalg i Danmark.
Mens Elon Musk altså nu kan kalde sig den rigeste person i historien, er der endnu flere penge på vej.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har Teslas bestyrelse netop foreslået en ny, vanvittig lønpakke til ham.
Den kan potentielt gøre ham yderligere 7.000 milliarder kroner rigere over de næste ti år.
Intet væsen, der nogensinde har trukket vejret på denne planet, har nogensinde været rigere end Tesla-direktør Elon Musk.


