Plugin-hybriderne var det, alle ville have for bare få siden. Nu viser en ny undersøgelse, at bilerne sjældent eller aldrig kører på strøm.
Det er hele konceptet med en plugin-hybrid, at den kan tankes med både benzin/diesel og strøm.
Mange – for ikke at sige de fleste – ejere af plugin-hybrider ignorere dog helt den sidste del af ligningen.
En ny undersøgelse viser nemlig, at bilerne slet ikke bliver ladet op.
Det konkluderer Infobric Fleet på baggrund af tal fra 10.000 firmabiler, der i alt har tilbagelagt 20,7 millioner kilometer i løbet af 2025.
Skylden ligger dog ikke i selve bilerne. Men derimod er der grund til at kritisere ejerne, lyder det.
– Plugin-hybriden er ikke problemet. Teknologien fungerer, som den skal.
– Men vores data viser, at den ofte ikke bruges som tiltænkt, og at mange virksomheder mangler indsigt i, hvordan bilerne rent faktisk bruges, siger Mathias Dahl , salgschef for Infobric Fleet.
Samlet set kørte virksomhederne i undersøgelsen næsten 12 millioner kilometer i plugin-hybrider alene i løbet af det seneste år.
Hver fjerde tur foregik helt uden strøm fra batteriet.
Det kan skyldes, at batteriet ikke var opladet, at bilen blev startet i hybridtilstand, eller at batteriet ikke blev aktiveret under kørslen, står der i Infobric Fleets rapport.
Og det går hårdt udover plugin-hybridens effektivitet. Bilerne er generelt nemlig tungere end deres modstykker uden batteripakker.
– Plugin-hybrider er generelt tungere, fordi de har både forbrændingsmotor, elmotor og batteri.
– Drivlinjen er også optimeret til at arbejde sammen med elmotoren, hvilket betyder, at effektiviteten ofte er lavere, når bilen udelukkende kører på forbrændingsmotoren.
I Danmark har en afgiftsændring gjort plugin-hybrider stort set uinteressante. Men den vej rundt skød medlemsforeningen FDM allerede i 2022 med skarpt mod kritikken af teknologien.
Dengang fastslog en anden rapport nemlig, at plugin-hybriderne uddeler dobbelt så meget CO2, som de egentlig er opgivet til.
Men det er at blande begreberne sammen, lød det fra FDM.


