En ny analyse afslører, at visse elbiler har tabt dobbelt så meget i værdi som benzinbiler, hvilket koster bilisterne tusindvis af kroner hver måned.
En ny analyse viser, at nogle elbiler taber dobbelt så meget i værdi i forhold til almindelige benzinbiler på det brugte bilmarked.
Tallene er udarbejdet af vurderingstjenesten AutoUncle, som har undersøgt prissætningen på 22 elbilmodeller og 16 benzinmodeller over en årrække.
Gennemsnitligt har elbiler fra 2022 haft et månedligt værditab på 4.900 kroner, da prisen er faldet fra 460.700 kroner til 224.500 kroner.
Det svarer til et samlet fald på 51 procent af købsprisen over den fireårige periode.
Omvendt har benzinbiler fra samme årgang kun haft et månedligt tab på 1.900 kroner og et fald på 33 procent.
Forskellen skyldes ikke blot kørte kilometer. Faktisk kan de ekstra kilometer kun forklare under to procentpoint af værditabet, lyder det i analysen.
– Teknologien udvikler sig ganske enkelt så hurtigt, at en fire år gammel elbil bliver målt mod noget markant bedre, siger Mads Nørgaard fra AutoUncle.
Analytikeren peger dog på, at den voldsomme priskrig udløst af Tesla i januar 2023 var en usædvanlig begivenhed, som nok ikke gentager sig.
Dengang meldte bl.a. FDM om medlemmer, der blev overrasket over, at deres ellers spritnye eller kun få måneder gamle elbiler gjorde dem insolvente.
Altså stod bilejerne pludselig med elbiler, der var meget mindre værd, end de lige havde givet for hos forhandleren. Mads Nørgaard tror dog ikke, det sker igen.
– Det værste er bag os, og jeg tror ikke, at historien gentager sig i samme målestok, vurderer han.
Usikkerhed om batteriets resterende kapacitet kan dog fortsat give et ekstra værditab på brugte elbiler. Spørgsmålet er så hvor langt ned i pris, elbilerne kan komme på brugtmarkedet.
De seneste tal fra eksempelvis BilBasen peger bl.a. på en stigning i prisen. Men det skyldes, at høje benzin- og dieselpriser får flere bilister til at overveje en elbil.


