Støvsugerproducenten Dreame forsøger alligevel ikke at gøre Xiaomi kunsten efter med en entre ind i bilindustrien. Elbil var et fupnummer, siger tidligere ansat.
Kinesiske Dreame skal alligevel ikke lave elbiler.
Det så ellers sådan ud meget længe – for bare et par måneder siden præsenterede tech-virksomheden ellers en elbil, der skulle gå fra 0 til 100 km/t på 0,9 sekunder og have vanvittige 3.112 hestekræfter.
Men det var og er fup.
I hvert fald ifølge flere tidligere ansatte, det skriver Car News China.
De tidligere medarbejdere hævder, at bilprojektet i høj grad handlede om markedsføring og kapitalfremskaffelse snarere end rent faktisk at udvikle og bygge biler.
Samme medie skriver, at Dreame, der er mest kendt for sine robotstøvsugere, nu opgiver at bygge biler i det hele taget.
Dreames bilafdeling havde, da det gik vildest for sig næsten 1.000 ansatte. Nu er det hele reduceret til omkring 20 folk, der primært håndtere gældsaftaler og afbetalingsordninger med leverandører.
Lukningen af Dreames elbilafdeling kommer samtidig med at konkurrenterne hos Xiaomi kan notere sig, at man har solgt 500.000 biler, siden begyndelsen for to år siden.
Men ifølge brancheanalytikere er Dreame ikke de eneste, der falder. Faktisk lyder det, at kun 5 ud af 150 kinesiske bilmærker i det hele taget overlever det hårde udskillelsesløb.
På vores egne bredegrader står en række bilforhandlere desuden frem og fortæller, at de kinesiske bilmærker har problemer med at betale deres regninger.
Det selvom styret i Beijing siger, at det skal ske efter højst 60 dage.


