I ni måneder har Christina Fink Gustafsson haft ansvaret for Danmarks største ladeoperatør. Men nu smutte Clever-direktøren, det skriver hun selv på LinkedIn.
Det er slut mellem Christina Fink Gustafsson og Danmarks største ladeoperatør.
Ni måneder fik hun på posten som administerende direktør. Men nu skriver hun selv i et opslag på det sociale medie LinkedIn, at turen er slut.
– Nogle beslutninger handler ikke om strategi, planer eller næste karriereskridt. De handler om at mærke efter.
– Og når noget, der har betydet så meget, ikke længere føles rigtigt i hjertet, er det ofte et tegn på, at det er tid til at give plads til noget nyt.
Hvad noget nyt er, kommer Christina Fink Gustafsson ikke ind på. Men faktum er, at Clever dermed har sagt farvel til to ledere inden for ganske kort tid.
I begyndelsen af juni måned blev ladeoperatørens medstifter Casper Kirketerp-Møller sparket ud i det, Clever officielt kalder en omstrukturering efter sammenlægningen med energiselskabet Andel.
Andel ejer 94,9 % af Clever. Mens energiselskabet NRGi sidder på de sidste 5,1 procent. Af Fink Gustafsson LinkedIn-profil fremgår det, at hun sammenlagt har været ansat hos Clever i 7 år.
Danmarks største ladeoperatør har aldrig haft overskud. Boosted har tidligere fortalt, at det samlede underskud siden opstarten i 2009 løber op i mere end 850 millioner kroner.


