En ny rapport fra Consumer Reports afslører, at elbiler har markant flere fejl end benzinbiler. Særligt plug-in hybrider er udfordret på pålideligheden.
En ny rapport fra den amerikanske nonprofitorganisation Consumer Reports viser, at elbiler har næsten 80 procent flere problemer end benzinbiler.
Det er en markant forskel, som udfordrer billedet af elbiler som en problemfri teknologi.
Konklusionen kommer fra en omfattende undersøgelse. Den er baseret på data fra mere end 330.000 biler og ejernes oplevelser med dem.
Det skriver CBS News.
Alle bilerne, hvis data undersøgelse er baseret på, er bygget i en periode henover 23 år. Nemlig fra 2000 til 2023.
Tusindvis af bilejere har indberettet de problemer, de har oplevet med deres biler det seneste år. Det giver et solidt grundlag for sammenligningen.
Ejere af elbiler fortæller især om udfordringer med ladesystemerne. Der er også problemer med bilernes samlekvalitet. Det gælder blandt andet tilpasninger og gab mellem karosseridele og interiør.
Den generelle konklusion er, at elbiler er mindre pålidelige end biler med forbrændingsmotor. Det gælder på tværs af mange bilmærker.
Børnesygdomme plager “ny teknologi“
Ifølge Consumer Reports skyldes de mange problemer, at elbilproducenterne stadig er ved at lære at bygge de nye drivlinjer. Pålideligheden forventes at blive bedre med tiden.
– Historien her handler i virkeligheden om børnesygdomme, siger Jake Fisher, der er ansvarlig for biltest hos Consumer Reports.
– Det handler om at få luget ud i fejlene og få styr på den nye teknologi, fortsætter han.
Rapporten var heller ikke god læsning for ejere af plug-in hybridbiler – de såkaldte PHEV’er. De biler har endnu flere problemer end både elbiler og benzinbiler.
Det skyldes, at teknologien kombinerer en forbrændingsmotor med et elektrisk system.
Den øgede kompleksitet giver simpelthen flere ting, der kan gå galt. PHEV-modellerne scorer højt på fejl inden for 20 forskellige problemområder.
Hybridbiler er det pålidelige lyspunkt
Der findes dog undtagelser blandt plug-in hybriderne. Toyota RAV4 og Kia Sportage klarer sig begge bedre end gennemsnittet i pålidelighed.
Modeller som BMW X5, Hyundai Tucson og Ford Escape opnår en gennemsnitlig score.
Rapportens store lyspunkt er de almindelige hybridbiler. De har 25 procent færre problemer end rene benzinbiler. Det viser, at en mere moden teknologi ofte er mere pålidelig.
Det er normalt, at en ny industri oplever den slags udfordringer i starten. Elbiler er ingen undtagelse fra den regel.
Pålidelighed og byggekvalitet har ofte været et tema for nye bilmærker og teknologier. Desværre er det ikke første gang, bilisterne brokker sig over kvaliteten af nye biler.
Boosted-redaktionen har før kunnet fortælle, om hvordan bilisterne faktisk aldrig før har brokket sig så meget over nye biler. Læs mere om det her.

