Abarths salg er styrtdykket med 71 procent efter skifte til elbiler i 2024. Nu overvejer ledelsen at finde benzinmotoren frem igen.
Abarth, Fiat-koncernens performance-mærke, overvejer nu at tage benzinmotoren til nåde.
På grund af et totalt kollaps i salget undersøger Abarth-ledelsen mulighederne for at genoplive benzinbilen.
Mærket droppede ellers benzinbilerne i august 2024 for at satse 100 procent på elbiler.
Alene salgstal fra England er nok til at sætte et katastrofalt salg i perspektiv. Salget er faldet med hele 71 procent i år.
Den dramatiske nedtur skyldes et strategisk fejlskøn. Abarth forstod ikke deres kernekunders ønsker, mener Autocar.
Brandchefen for Abarth i Europa, Gaetano Thorel, som mediet har talt med, bekræfter, at der er en ny strategi på bordet.
Sats på elbiler har fået 71 procent til at forsvinde
Abarths salgstal er brutale. I 2024 blev der solgt 954 biler i England. I år er tallet nede på bare 273.
Det skyldes, at den benzin-drevne 595 og 695 for længst er pillet ud af programmet. Abarth er i stedet gået over til kun at sælge elbiler som Abarth 500e.
I Danmark er det blevet til officielt slet ikke blevet til nogle nye Abarth-modeller. Stellantis-importøren, Wismo Group, forhandler nemlig slet ikke Fiats sub brand her.
Ifølge Gaetano Thorel er det kundernes reaktion, der tvinger Abarth til at genoverveje strategien.
– Abarth-kunden ønsker en forbrændingsmotor.
Det gælder ikke kun på grund af kræfterne, men også fordi Abarth-kunder fundamentalt køber bilen og derefter modificerer den med deres egne hænder, siger Thorel.
– På elbilen kan de ikke lave den slags, så for dem er elbilen en begrænsning.
Abarth-ejeren vil tune sin benzinbil
Abarth-klubberne er ifølge Thorel ikke glade for det elektriske skifte. De savner muligheden for at “lægge hænderne på motoren og brændstoffet”.
Abarth overvejer nu at bygge en ny benzin-model. Den skal baseres på den nye Fiat 500 Hybrid-platform.
Det er dog en stor teknisk udfordring. Den nuværende 500 Hybrid har en 1,0-liters trecylindret motor med kun 64 hestekræfter.
En bil, som Boosted kan fortælle, er hele 17,3 sekunder om at nå fra 0 til 100 km/t.
I et interviewet med Autocar mener end antyder bilbossen, at den motor ikke har den rette “karakter” til en Abarth.
Svært at presse en ny motor ind
Den nye benzin-Abarth vil derfor kræve, at der monteres en langt kraftigere motor.
Det er svært.
Den eksisterende platform blev designet til Fiat 500e, der har en lille elmotor. Der er kun begrænset plads til at installere noget meget større. Det gælder især pladsen til et potentielt kølesystem.
På trods af de tekniske forhindringer og den store økonomiske risiko ved at udvikle et nicheprodukt, er Abarth i gang.
– Vi prøver, siger Gaetano Thorel.
Abarths kovending er blot den seneste i en række, der viser, at bilmærkerne i nogen grad lytter til kunderne.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er Alfa Romeo også i gang med at genstarte produktionen af den legendariske V6 Quadrifoglio-motor.
Det sker, efter at den elektriske afløser er blevet forsinket på ubestemt tid.

