Glemt på lager i 4 år: Nu sælges Xpeng P7 som ny til 250.000 kr. Forhandler indrømmer fejlen, men ekspert advarer: Teknologien kan være forældet.
Et bizart fund hos en norsk bilforhandler afslører nu, at en 4 år gammel elbil bliver solgt som fabriksny.
Bilen, en Xpeng P7 fra 2021, har stået “glemt” på et lager og sælges nu til 379.000 norske kroner (ca. 250.000 danske kroner). En ekspert advarer dog mod potentielle fælder ved købet.
Det skriver Motor.no.
Sagen rejser alvorlige spørgsmål om gennemsigtighed og potentielle risici for forbrugerne. Altså bilisterne.
Det er bilforhandleren Bilia i Bergen, der har den usædvanlige bil til salg.
Der er tale om en Xpeng P7, årgang 2021, som kun har kørt 70 kilometer. Bilen blev først registreret i august i år.
Forhandler: “Den er blevet glemt”
Sælgeren hos Bilia, Trond Bruknapp, lægger ikke skjul på bilens mærkværdige historik.
– Det her er en bil, der har stået på lager og er blevet glemt, indrømmer han ærligt over for Motor.no.
Nu er støvet blevet børstet af den fem år gamle “nye” bil, og den er sat til salg.
Prisen på 379.000 norske kroner kan umiddelbart virke som et godt tilbud sammenlignet med nyere modeller.
Men der er ifølge eksperter flere alvorlige risici forbundet med at købe en bil, der har stået stille så længe.
Ekspert advarer: Forældet teknologi og gamle dæk
Den norske bilekspert Benny Christensen advarer potentielle købere.
– Teknologien kan være forældet, siger han til Motor.no.
Han peger specifikt på risikoen for, at bilen er udstyret med et forældet 2G-modem i stedet for det moderne 5G-netværk.
Det kan give store problemer med bilens online-funktioner i fremtiden.
– Derudover er der risiko for, at dækkene skal udskiftes, fordi de er blevet gamle og hårde, fortsætter han.
Gummi nedbrydes over tid, selvom bilen ikke kører.
Benny Christensen understreger, at han ikke direkte vil fraråde købet, men opfordrer til stor skepsis.
Ikke et enestående tilfælde
Den grundige research fra Motor.no afslører, at den “glemte” Xpeng P7 langt fra er et enestående tilfælde.
De finder hundredvis af annoncer for fabriksnye biler, der reelt er flere år gamle.
Listen omfatter populære modeller som Skoda Enyaq og Volkswagen ID.5.
De finder også en helt ny Jaguar I-Pace fra 2023 hos en anden forhandler.
Fænomenet med “new old stock” – altså nye, men gamle biler – er et tegn på et presset bilmarked, hvor forhandlerne brænder inde med biler, de ikke kan sælge.
Mens det altså kan være risikabelt at købe en “ny” bil, der reelt er gammel, er der endnu større faldgruber på brugtbilmarkedet.
Boosted har tidligere kunnet løfte sløret for et andet men mindst lige så udbredt et problem, som de gamle biler der bliver solgt som nye.
Fusk med kilometertælleren er nemlig meget udbredt. Det samme er kloning. High on Cars-vært Niels Becker har over Boosted anslået, at op mod 50.000 biler i Danmark kan være klonet.

