Biler, der koster over 1,2 mio. kroner pålægges nu en ekstra afgift i Kina, som forsøger at regulere markedet midt i lavt salg og økonomisk usikkerhed.
Kina har indført en ny strafafgift på nye biler. Men det er kun de dyreste af slagsen, den nye afgift skal betales for.
Biler, der koster over 1,3 millioner yuan – svarende til omkring 1,2 millioner danske kroner – bliver nu mødt med en ekstra skat.
Det rammer især mærker som Porsche, hvor salget i Kina allerede er under pres.
Kinesiske myndigheder forsøger nemlig at bremse importen af dyre biler i en tid, hvor markedet er præget af økonomisk afmatning.
Ifølge tyske NTV er det især tyske bilproducenter, der kan komme i klemme. Porsche sælger nogle af de dyreste biler i landet og er derfor særligt udsat.
En talsperson for Porsche siger til NTV, at mærket er i gang med at analysere, hvordan den nye luksusafgift vil påvirke forretningen.
Ifølge talspersonen arbejder Porsche tæt sammen med forhandlere for at beskytte kundernes interesser.
Kina har tidligere brugt told og afgifter som politisk redskab. I juni overvejede styret i Beijing, som Boosted kunne fortælle, at lægge told på benzinbiler fra Europa.
Den nye ‘luksusafgift’ kan være resultatet af den trussel.
Porsche i krise – salget faldet med 28 procent i Kina
Allerede før afgiftsændringen var situationen vanskelig for Porsche. Salget i Kina er faldet med 28 procent i år, hvilket gør landet til Porsches største problemområde i øjeblikket.
Administrerende direktør Oliver Blume har tidligere udtalt, at forretningsmodellen i Kina ikke længere fungerer. I en mail til medarbejderne skrev han, at markedet nærmest er kollapset på kort tid.
Problemet er ifølge eksperter komplekst. Forbrugertilliden i Kina er lav, og de økonomiske udsigter usikre.
Derudover bliver konkurrencen fra kinesiske elbiler stadig hårdere.
Flere bilmærker har forsøgt at tilpasse sig ved at sænke priserne. Men for Porsche, hvis eksklusivitet er en stor del af identiteten, er det ikke en nem løsning.
Strafafgift kan hele dele af et presset marked
Den nye afgift gælder ikke kun for Porsche. Også mærker som Mercedes-AMG, BMW M og Ferrari kan blive ramt.
Afgiften gælder alle nye biler, som koster over grænsen på 1,3 millioner yuan.
Det er endnu uklart, hvor høj selve afgiften bliver. Kinesiske myndigheder har ikke offentliggjort de egentlige afgiftssatser. Men der er tale om en mærkbar ekstraudgift for bilkøbere.
For bilmærkerne kan det betyde et fald i salget af topmodeller. Kunder, der tidligere valgte de dyrere biler, kan i stedet blive tvunget til at se mod billigere alternativer – enten inden for samme mærke eller hos kinesiske konkurrenter.
Eksperter vurderer, at beslutningen også kan få betydning for, hvordan producenter vælger at prissætte og markedsføre deres biler i Kina fremover.
Kina er verdens største bilmarked, og ændringer i landets afgiftsstruktur har ofte global effekt. Flere mærker kan blive tvunget til at tilpasse deres modeller, produktion og salgsstrategi.
Afgiften kan også være et signal til Vesten. Kinesiske myndigheder har flere gange varslet tiltag som modsvar til EU’s kritik og undersøgelser af kinesisk statsstøtte til elbiler.
For Porsche bliver det nu en balancegang. Enten skal priserne tilpasses, eller også skal mærket forsøge at overbevise kunderne om, at det er værd at betale den nye afgift.


