Audi A8 udgår af produktion i 2026, hvilket efterlader et kæmpe hul i luksusklassen. Modellen har i årtier kæmpet mod Mercedes S-Klasse og BMW 7-serie.
Audi A8 udgår af produktion i 2026, og dermed lakker en æra for tysk luksus mod enden.
Den store flagskibsmodel har i årevis været symbolet på Audis tekniske formåen. Men nu er det slut for den direktørbil, der ellers har været en fast rival til Mercedes S-Klasse og BMW 7-serie.
Flere steder i Europa er det allerede umuligt at bestille en ny bil fra fabrikken.
I Holland er muligheden helt lukket ned for køberne. Selvom man stadig kan købe en fabriksny Audi A8 herhjemme og i Tyskland, er det kun på lånt tid.
Audi har officielt bekræftet, at modellen bliver udfaset i løbet af året. Fabrikken i Ingolstadt har endnu ikke truffet en endelig beslutning om en direkte afløser.
Tidligere var planen ellers at bygge en ny topmodel på en fælles platform med Porsche.
Problemer hos Porsche har dog stukket en kæp i hjulet på de planer. Den nye tekniske platform er ramt af store forsinkelser.
Det har gjort det ekstremt besværligt for Audi at planlægge fremtiden for deres største luksusbil.
Hverken Lexus LS eller Jaguar XJ er længere en del af det europæiske marked. Audi A8 følger nu i deres fodspor og efterlader scenen til de to store konkurrenter fra Mercedes og BMW.
Audi har været en seriøs spiller i de øverste luftlag af alle bilsegementer siden 1988. Dengang hed den store model blot Audi V8, før navnet skiftede til A8 i 1994.
Gennem fire generationer har modellen flyttet grænserne for komfort og firehjulstræk.
Mange vil huske den første A8 for dens karrosseri i rent aluminium. Det var en banebrydende teknologi, der gjorde den store bil overraskende let.
Den A8-baserede Volkswagen Phaeton var dog, selvom den var næsten lige så luksuriøs, et gigantisk flop.
Køberne ville ganske enkelt ikke betale så meget for noget med et VW-emblem i fronten.
Herhjemme er Audi A8 dog blevet et yderst sjældent syn på de danske veje. Tal fra Mobility Denmark afslører en barsk sandhed om efterspørgslen på den store Audi. I løbet af hele 2025 fik blot én enkelt A8 danske nummerplader på.


