Tyveriet af kobberet i kablerne til offentlige ladestandere har allerede hærget ladeudbyderne. Også i Danmark. Nu slår bl.a. tyske selskaber igen med en tyverisikring.
Boosted har flere gange kunnet fortælle, hvordan en eller flere tyve i løbet af natten har skåret kablerne til offentlige ladestandere over i Danmark.
Tyvene går direkte efter kobberet i de kraftige kabler, hvis der da ikke ‘bare’ er tale om hærværk. Nu slår en række tyske ladeoperatører dog igen.
Det skriver Bild.
Ifølge avisen forsøger ladeudbyderne at sikre sig mod tyverierne ved at placere en slange med tryk rundt om selve ladekablerne.
Enhver, der forsøger at skære i eller tiltvinge sig ‘uautoriseret’ adgang til kobberet i kablerne, vil blive oversprøjet med en frugtfarvet vandblanding.
Blandingen, siger den amerikanske leverandør Catstrap, gør kun minimal skade på tyven. Det er da også kun et farvestof lavet af ‘økologiske ingredienser’, der slår igen.
– Selv dem, der tænker på at stjæle noget fra dig, fortjener en fair behandling – og derfor er vores farvestof lavet af økologiske ingredienser, lyder det.
For ladeoperatørerne er det en kærkommen løsning. For selvom der ifølge udbyderne kun er kobber for højst 80 euro i de kabler, som tyvene skærer over, kan det let koste 8.000 euro svaremde til 60.000 danske kroner at reetablere en ladestander.
Ifølge Bild har en ladeoperatør som Ionity allerede udstyret ‘et trecifret’ antal ladestandere med den type af fælder.
De første erfaringer med systemet viser da også, at tyveriforsøg rettet mod ladestandere med den anordning bliver opgivet.
Boosted har spurgt en række danske ladeoperatører til, hvordan man sikrer sig mod tyverier fra ladestandere.
Blandt andet oplyser Nordlys, at man ikke har investeret i præventive tiltag, som det der er tilfældet i Tyskland.
– Vi vurderer løbende, hvordan vi bedst sikrer vores ladekabler mod tyveri – herunder særligt hvordan vi kan hjælpe politiets arbejde med at fange gerningsmændene ved kabeltyveri, lyder det fra pressechef Michelle Hald.
Hos Clever oplyser Kasper Løvqvist Dahl, der er ansvarlig for produktstrategi, at man ikke ønsker at gå i detaljer med ‘hvordan udstyr beskyttes’.
Ladeoperatøren vil dog gerne fortælle, at man ‘samarbejder med flere leverandører’ om nye løsninger på området.


