Forbrændingsmotoren skal ingen steder hos BMW. I stedet satser tyskerne på at udvikle både det ene og det andet til 3 Serien.
Den næste BMW 3 Serie er ikke alt for langt væk. Men når den efter planen lander i 2027, bliver det stadig med forbrændingsmotoren.
Tyskerne har nemlig tænkt sig at køre ad to spor. På den måde får man bilen både med el- og forbrændingsmotorer, selvom den laves på den nye platform Neue Klasse.
Det bekræfter mærket i et interview over for Automobilwoche.
BMW peger på, at beslutningen sikrer dem ‘teknologisk åbenhed’. Tyskerne har måske heller ikke råd til andet. For den dag i dag står 3 Serien stadig for 30 procent af mærkets salg.
Men det vil faktisk ikke være første gang, at BMW sætter strøm til 3’eren. Siden 2022 har den nuværende generation af bilen, kaldet G20, kunnet fås som ren elbil på det kinesiske marked.
Forbrændingsmotoren overlever hos BMW
En bil, tyskerne kalder for i3. Ikke at forveksle med den i3, som gik ud af produktion her i Europa i 2022. På det tidspunkt havde mærket bygget 250.000 eksemplarer af bilen.
Den elektriske G20 adskiller sig kun på drivlinjen fra udgaven med forbrændingsmotor. Bilerne har samme interiør og samme firehjulstræk – det BMW kalder xDrive.
Tyskerne kommer dog ikke til at bygge andet end den elektriske 3 Serie. I hvert fald ikke i Tyskland. Allerede i 2023 blev den sidste forbrændingsmotor bygget på BMW’s fabrikker i Tyskland.
Skiftet i BMW’s produktionsplaner kommer dog ikke som den store overraskelse. Allerede i november 2020 fortalte ledelsen helt åbent, at man ville rykke produktionen af alle 8- og 12-cylindrede motorer fra München til Hams Hall i England.
De mindre forbrændingsmotorer skal med tiden bygges i den østrigske by Steyr. En times kørsel fra, hvor fabrikken Magna Steyr bygger den nuværende BMW Z4/Toyota Supra med BMW’s tre-liters rækkesekser.
Ligesom Toyota mener BMW nemlig ikke, at elbiler er den eneste løsning, når det kommer til fremtidens personbiler.
Faktisk har japanerne i et nyt interview gjort det klart, at både det manuelle gear og benzinmotoren ‘lever meget længe endnu’.
– Der er stadig plads til at tale til de inkarnerede tilhængere af performancebiler, siger Sean Hanley, salgs- og marketingdirektør hos Toyota i Australien.
Læs flere artikler efter annoncerne: