De troede på elbilerne – nu kommer regningen på 700 milliarder kroner

Bilproducenter har investeret over 1.400 milliarder kroner i produktion af elbiler i USA – nu lukker fabrikker på stribe og truer med tab på op mod 700 milliarder kroner. Men i Danmark sælges nærmest ikke andet end elbiler.

Annonce

Den amerikanske elbilsdrøm er ved at falde fra hinanden. Efter et par år med massiv optimisme og investeringer har virkeligheden ramt bilindustrien hårdt.

Ifølge en gennemgang fra CNBC har bilproducenter og batteriselskaber investeret mere end 200 milliarder dollars, svarende til over 1.400 milliarder kroner, i elbilproduktion i USA frem til 2024.

Nu bliver flere fabrikker enten lukket eller får ændret i produktionen, mange ansatte fyres og strategien er lagt om. Flere producenter vender tilbage til benzin, hybrid og plug-in-hybrid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere analytikere vurderer, at bilindustrien samlet risikerer tab på over 100 milliarder dollars, svarende til omkring 700 milliarder kroner.

Fabrikker lukker og investeringer afskrives

Udviklingen har allerede konkrete konsekvenser. Ford har besluttet at omdanne en nybygget elbilfabrik i Tennessee til produktion af benzinbiler og tager en regnskabsmæssig lussing på omkring 19,5 milliarder dollars frem mod 2027.

General Motors har meldt ud, at selskabet tager en nedskrivning på mere end 7 milliarder dollars som følge af sit elbilstilbagetog. Også Volvo har erkendt tab på omkring 1 milliard dollars på elbilsatsninger i USA og Europa, blandt andet på grund af lavere efterspørgsel end ventet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge CNBC kan det samlet set blive en af de største fejlinvesteringer i bilindustriens historie.

Salget af elbiler har ramt muren

En hovedforklaring er, at efterspørgslen aldrig nåede de niveauer, industrien regnede med. For få år siden forventede producenterne, at elbiler ville udgøre op mod 50 procent af det amerikanske bilmarked i 2030. Prognoserne er nu skåret ned til omkring 17 procent.

Salget af elbiler toppede i USA med knap 12 procent af nybilsalget i tredje kvartal 2025. Derefter faldt salget markant, især da den føderale skattebonus på 7.500 dollars udløb i slutningen af september samme år. Flere producenter melder nu om fald på over 50 procent i elbilsalget på få kvartaler.

Læs videre efter annoncerne

Ifølge CNBC er mange forbrugere fortsat tilfredse med deres benzinbiler og især hybrider, som nu vokser hurtigere end rene elbiler.

Donald Trump trak tæppet væk under elbilerne

De politiske rammer – specifikt under Trump-regeringen – har også ændret sig markant. Føderal støtte til elbiler er blevet rullet tilbage, og emissionskrav står til at blive lempet. Samtidig har investeringerne især ligget i republikanske delstater i sydstaterne som Kentucky, Tennessee og Georgia.

Her blev elbilfabrikker solgt som økonomiske redningsplanker, men mange lokalsamfund står nu med usikkerhed, færre jobs end lovet og tomme produktionslinjer.

Industrien vender tilbage til hybrider

I stedet satser producenterne nu massivt på hybrider og biler med forbrændingsmotor. Hyundai, Toyota og Ford melder alle om kraftig vækst i hybridsalget, mens rene elbiler skæres ned eller udskydes.

Mere efter annoncen

Flere fabrikker bliver gjort mere fleksible, så de kan producere både benzin, hybrid og el. Det skal dæmme op for tabene, men gør det samtidig sværere at opnå stordriftsfordele.

Ifølge CNBC er risikoen nu, at bilindustrien står med enorme investeringer, som aldrig kommer til at give det afkast, der blev lovet. Samtidig kan vi her i Nordeuropa se salgstallene for elbiler stige til enorme procenter.

I januar 2026 var der eksempelvis kommet flere elbiler end dieselbiler på de danske veje, kunne Mobility Denmark fortælle. Det er ikke tilfældet i USA og bliver det altså heller ikke lige foreløbigt.

Flere artikler efter annoncen
Kasper Erling
Kasper Erling
Kasper Erling er ansvarshavende redaktør og medejer af Boosted.dk. Han er en erfaren motorjournalist med mere end 20 år i bilbranchen, hvor han har skrevet om nye biler, bilindustrien og bilmarkedets udvikling for førende dagblade og magasiner.

Opvokset i den lille by Asnæs i Odsherred, hvor interessen for biler blev grundlagt tidligt, da hans far var Volvo-forhandler. I dag bor Kasper i Roskilde med sin kone og deres to store børn. I indkørslen står der både en nyere Mercedes GLA, en ældre Volvo C70 og en Porsche 911 C4S.

Mail: [email protected]

Annonceindhold
Annonce


Annonce

Annonce

Nyeste artikler

Annonce

Bilbranchen

Annonce

Flere bilnyheder

Annonce

Annonce for TurboDK Shop

Annonce

Annonce for Klassikermarkedet

Læs flere nyheder om biler