Nye, afslørende tal fra en EU-database med 6,5 millioner biler viser, at især plug-in hybrider har et benzinforbrug, der er næsten 300 procent højere end forventet.
Chokerende og afslørende tal fra en EU-database viser, at det reelle benzinforbrug for nye biler er markant højere end det, bilmærkerne stiller i udsigt.
For plug-in hybrider er forbruget næsten 300 procent højere end dem fra de officielle opgørelser
Databasen, der indeholder oplysninger fra og om 6,5 millioner bilers brændstofforbrug i Europa, giver et unikt indblik i, hvad bilerne reelt bruger af brændstof ude på vejene.
Det skriver Vi Bilägare på baggrund af det omfattende datasæt fra EU.
Konklusionen er klar: Mange bilister bliver vildledt af de officielle forbrugstal.
Data er blevet indsamlet fra bilejere i forbindelse med service og syn mellem 2021 og 2023.
Plug-in hybrider bruger fire gange mere end lovet
Resultaterne viser, at almindelige benzin- og dieselbiler i gennemsnit bruger mindst 16 procent mere brændstof end det, de er opgivet til.
Men for plug-in hybrider er virkeligheden endnu mere dramatisk.
Her bruger bilerne i gennemsnit 298 procent mere benzin, end de officielle tal viser. Det er næsten fire gange så meget.
Forklaringen er simpel. De officielle laboratorietests er urealistiske. De antager, at bilerne primært kører på strøm fra hyppige opladninger.
I virkeligheden kører mange ejere lange strækninger på benzinmotoren, og så forsvinder den teoretiske fordel hurtigt.
Noget helt andet andet er, at ejerne, når de har anskaffet sig plugin-hybriderne ‘glemmer’ at lade op. Så en del af det meget højere forbrug både kan og skal tilskrives bilisternes egne, dårlige vaner.
Toyota er mest ærlig – Porsche er mindst ærlig
Der er store forskelle mellem de enkelte bilmærker.
Når det kommer til almindelige benzinbiler, er japanske mærker som Toyota, Honda og Mitsubishi tættest på sandheden. I hvert fald når det kommer til forskellen mellem de officielle og reelle forbrug.
I den anden ende af skalaen finder vi Renault og Dacia. Her kan det reelle forbrug være over 25 procent højere – eller dårligere om man vil – end lovet.
For plug-in hybrider er forskellene endnu større. De bedste i klassen er Toyota, Renault og Kia.
De absolut værste er Porsche, Jaguar Land Rover og Mazda. Her kan flere modeller bruge mere end fem gange så meget brændstof, som der står i brochuren.
De nye tal sætter en tyk streg under, at de officielle forbrugstal skal tages med et stort gran salt.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, viser en anden ny undersøgelse, at den reelle økonomiske besparelse ved at vælge en ren elbil frem for en plug-in hybrid også er markant mindre end hidtil antaget.


