Den danske bilimportør Semler Premium, der sælger Porsche, Lamborghini og Bentley i Danmark, har skilt sig af med sin direktør Klaus Frøkjær. Officielt efter gensidig aftale.
Den danske direktør Klaus Frøkjær er færdig som manden i spidsen for Porsche, Lamborghini og Bentley i Danmark.
Det bekræfter Ulrik Drejsig, der er adm. direktør i Semler Gruppen, fredag i en pressemeddelelse.
– Der skal lyde en stor tak til Klaus for hans store arbejde og dedikation. Senest som adm. direktør for Semler Premium, hvor han har stået i spidsen for lanceringen i Sverige og opnået flere vigtige milepæle i Danmark, siger Drejsig.
Officielt fratræder Klaus Frøkjær sin stilling efter gensidig aftale. Men det er ikke første gang, at Semler Gruppen på den måde rydder ud i toppen.
I januar 2024 blev Lamborghinis danske pressechef Mia Skjoldstrand fyret. Dengang hed det sig, at hendes stilling hos Lamborghini Copenhagen var blevet nedlagt.
– Det kom som et chok, da jeg har været utroligt engageret og følt en stor glæde ved at arbejde med et ekstraordinært brand som Lamborghini, dets entusiastiske kunder og søde kollegaer i både Danmark, Sverige og ikke mindst på Automobili Lamborghini S.p.A. fabrikken, skrev Skjoldstrand efter fyringen på LinkedIn.
Tilbage i toppen af Semler Gruppen er der ikke noget nyt om, hvad Klaus Frøkjær nu skal. Koncernen oplyser dog, at der ikke rykkes rundt på de øvrige poster i ledelsen.
Det fremgår heller ikke præcist, hvorfor Klaus Frøkjær er den eneste, der forlader ledelsen. Men fortid er han altså. I hvert fald i Semler Gruppen.
Claus Bjerring, der er administerende direktør i det overordnede selskab i Semler Mobility, kommer heller ikke nogen årsag meget nærmere.
– Semler Premium har leveret en flot volumen i 2024, men med justeringen i den strategiske retning er timingen nu den rette til at foretage en ændring i organisationsstrukturen.
– Og vi har efter gensidighed aftale valgt at stoppe samarbejdet,” siger Claus Bjerring, adm. direktør i Semler Mobility.
Læs flere artikler efter annoncerne: