I forhold til trafikken i Rumænien går det godt i Danmark. Men vi er stadig langt bagefter vores nordiske naboer, når det kommer til trafikdrab.
Der er massive forskelle på, hvor farligt det er at køre bil i Europa.
Ifølge den seneste statistik fra Europa-Kommissionen er der næsten fem gange så stor risiko for at dø i trafikken i Rumænien sammenlignet med Norge.
Det skyldes en stor variation i trafiksikkerheden på tværs af kontinentet.
I 2024 mistede 19.940 mennesker livet i trafikulykker i hele Europa. Det er et fald på to procent i forhold til året før.
EU’s gennemsnit ligger på 45 dødsfald pr. en million indbyggere.
– Selvom de tal viser fortsatte fremskridt, skal vi altid huske, at der bag enhver statistik er familier og lokalsamfund, der lider, siger Apostolos Tzitzikostas, kommissær for bæredygtig transport.
– Det faktum, at næsten 20.000 mennesker mistede livet i trafikulykker sidste år, er uacceptabelt.
Norge er Europas duks – Danmark følger efter… næsten
Flere lande formår at beskytte deres bilister og bløde trafikanter langt bedre end gennemsnittet.
Norge er Europas rollemodel. Her er der færrest dødsfald pr. million indbyggere, med kun 16 omkomne.
Danmark ligger også i den sikre ende af skalaen. Vi har 24 dødsfald pr. million indbyggere, hvilket er markant under gennemsnittet. Men der er altså stadig langt op til nordmændene.
De lave dødsrater i Norden skyldes ifølge EU’s tal et fokus på trafiksikkerhed. Men det skyldes ifølge den samme rapport også et fokus på kontrol i trafikken.
Litauen havde det største fald i dødsfald i 2024 med 22 procent færre dræbte end året før. Også Letland og Østrig havde en klar forbedring.
Den dystre ende: Fem gange større risiko for at dø
I den modsatte ende af skalaen ligger lande, hvor risikoen er chokerende høj.
Rumænien er det farligste land i Europa at køre bil i.
Her mistede 78 mennesker livet pr. million indbyggere i 2024. Det er næsten fem gange højere end i Norge.
Der var også lande, hvor situationen forværredes. Estland oplevede en stigning i dødsfald på 17 procent.
På Cypern oplevede man en stigning i dødsfald på 21 procent. Der er altså lang vej til målet om, at trafikken ikke må koste liv senest i 2050.
Men selvom trafikken herhjemme og generelt i Norden generelt glider både godt og sikkert, er der nogen, som synes, bilisterne er for ringe bag rattet.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er den norske bilistorganisation NAF, der svarer til FDM i Danmark, i oprør.
De mener, at manglen på politi og kontrol på vejene er skyld i en stigning i antallet af trafikdræbte. NAF mener nemlig, at bilisterne er fløjtende ligeglade med sikkerheden, når risikoen for at møde politiet er lille.


