En alvorlig sikkerhedsrisiko i Citroën C3 og DS3 med Takata-airbags får nu bilmærket til at udsende et kørselsforbud til ejerne af de berørte biler.
En alvorlig advarsel er sendt ud. Citroën beder nu ejere af modellerne C3 og DS3 om at stoppe med at køre i deres biler. Årsagen er en farlig fejl i bilernes Takata-airbags.
Airbaggene kan eksplodere ved en ulykke. Det kan sende metalfragmenter ud i kabinen med stor kraft. Konsekvensen kan i værste fald være dødelig for fører og passagerer.
En fransk minister krævede for nylig et øjeblikkeligt kørselsforbud for de berørte modeller. Det skete efter en 37-årig kvinde døde i en ulykke, hvor airbaggen i hendes bil eksploderede.
Den danske importør, Wismo Group, følger fabrikkens anbefaling og anerkender situationens alvor. De har informeret Sikkerhedsstyrelsen om den skærpede situation.
– Fabrikken følger et forsigtighedsprincip, også i lande som Danmark, hvor risikoen på grund af det koldere klima er langt mindre.
– Det er en ansvarlig tilgang, og vi støtter fuldt op om initiativet, siger Kristofer Nilsson, der er teknisk direktør hos Wismo Group.
Takata-skandalen er historisk stor
Problemet er ikke unikt for Citroën. Det er en del af den enorme Takata-skandale, som er den største tilbagekaldelse i bilindustriens historie.
Millioner af biler på verdensplan er udstyret med de problematiske airbags. Mange forskellige bilmærker er ramt af de potentielt farlige komponenter.
Underleverandøren Takata er for længst gået konkurs. Ansvaret ligger derfor hos de enkelte bilproducenter. De skal selv håndtere tilbagekaldelserne og omkostningerne.
Stellantis-koncernen, som ejer Citroën, er heller ikke alene om nye tiltag. I juli 2024 tilbagekaldte BMW eksempelvis 400.000 biler på grund af den præcis samme fejl.
På globalt plan har fejlen haft fatale konsekvenser. Mere end 64 bilister har mistet livet. De er blevet ramt af metalsplinter fra en sprængt Takata-airbag.
Flere sager om tilbagekaldelser
Stellantis har nu officielt klassificeret sikkerhedskampagnen som “Stop Kørsel”. Det er altså bydende nødvendigt, at bil-ejerne får bilerne på værksted.
– Vi vil gerne opfordre alle berørte Citroën-ejere til straks at kontakte deres nærmeste værksted for at få handling,” siger Lena Råstedt, teknisk og garantichef for Citroën i Sverige.
Citroën fastslår, at fortsat kørsel udgør en “alvorlig sikkerhedsrisiko”. Bilerne skal på værksted for “øjeblikkelig” handling. Bilejere kan selv tjekke deres bil direkte på Citroëns hjemmeside for at se, om den er omfattet af tilbagekaldelsen.
Tilbagekaldelser og tekniske problemer er desværre en del af bilindustrien. Men ingen anden sag end Takata-skandalen er lige så alvorlig.
Er man som bilist det mindste i tvivl, om hvorvidt ens egen bil er blandt de tilbagekaldte, bør man ikke vente på eventuelt at få en besked i e-Boks.
Sagen med BMW’s tilbagekaldelser, der viste sig ikke at være nok i første omgang, understreger, at det er bedre at spørge importøren, end slet ikke at gøre noget.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]