Nye tal fra Finland viser, at elbiler klarer sig dårligst af alle biltyper til syn. Især Tesla trækker statistikken ned – næsten halvdelen af alle Model 3 dumper.
Chokerende nye tal fra de finske synshaller afslører, at 16 procent af alle fire år gamle elbiler dumper deres første, lovpligtige og periodiske syn.
Det er en markant højere dumpeprocent end for både benzin-, diesel- og hybridbiler.
Det er især ét mærke, der trækker statistikken i den forkerte retning: Tesla.
Det er den finske transportstyrelse, Traficom, der står bag den nye, opsigtsvækkende opgørelse.
Opgørelsen kan da også kun tolkes på én måde: Elbiler har sværere ved at komme igennem syn end biler med forbrændingsmotor.
For fire år gamle biler, der var til deres første syn sidste år, er tallene tydelige. 16 procent af elbilerne blev kasseret.
Mod kun fem procent for benzinbiler og 11 procent for dieselbiler.
Tesla er den store synder
Undersøgelsen peger på, at biler fra ét bestemt firma er i høj grad ansvarlige for den dårlige statistik for elbiler.
– Biler fra ét firma – Tesla – er i høj grad ansvarlige for den relativt høje, samlede fejlrate for elbiler, skriver Traficom.
Tallene for Tesla er da også alarmerende.
Hele 49 procent – altså næsten halvdelen – af alle Tesla Model 3 dumpede deres første syn sidste år.
For de større modeller, Tesla Model S og Model X, var dumpeprocenten henholdsvis 16 og 14 procent.
Til sammenligning klarede de bedste elbiler i testen, som Kia Niro og Volvo XC40, sig med en fejlrate på kun fire procent.
Årsag: Problemer med undervogn og hjulophæng
Ifølge finske synsinspektører, som det finske public medie Yle har talt med, er det sjældent elbilernes elektriske teknologi, den er gal med.
Problemerne findes i stedet i bilernes undervogn.
Inspektørerne mener, at mange elbiler er bygget på platforme, der ikke i tilstrækkelig grad kan understøtte den høje vægt fra bilen og især batteripakken.
Det fører til et accelerede – altså hurtigere – slid på undervogns- og ophængsdele.
Teslas modeller bliver specifikt fremhævet som biler, der har “problemer med hjulophænget”.
Problemet med fejl på Tesla-modeller er ikke kun et finsk fænomen.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, viser tal fra den danske Færdselsstyrelse, at 23 procent af alle Tesla Model 3 dumper deres første syn i Danmark.
I Tyskland er Tesla for andet år i træk blevet kåret som det bilmærke med absolut flest fejl i den store TÜV-rapport.


