Andrew Garcias Lamborghini Huracán nåede at være stjålet i 1,5 år, før det ud fra et billede lykkedes ham at få ChatGPT til at finde bilen igen.
En stjålet Lamborghini Huracán er blevet fundet, efter den har været forsvundet i 1,5 år.
Bilens amerikanske ejer, Andrew Garcia, brugte kunstig intelligens fra ChatGPT til at opspore sin bil, efter politiets efterforskning var løbet ud i sandet.
Andrew Garcias superbil blev stjålet i december 2023.
Tyveriet var en del af en større, organiseret operation i Riverside County, Californien. Her stjal en kriminel bande mere end tyve sportsvogne og luksusbiler.
Garcias var altså kun én af flere meget uheldige bilejere.
Tyvene manipulerede bilernes papirer og systemer for at skjule de rigtige ejere og sælge bilerne videre.
Mens mange af de andre stjålne biler blev fundet, forblev Garcias Lamborghini forsvundet.
Uventet besked på Instagram blev afgørende
Efter halvandet år uden spor i sagen skete der pludselig noget uventet. Andrew Garcia modtog en besked på det sociale medie Instagram.
Afsenderen var en person, der spurgte, om han var interesseret i at sælge sin Lamborghini Huracán.
Personen havde tydeligvis adgang til den stjålne bil. Han havde fundet et af Andrew Garcias gamle visitkort i handskerummet.
For at bevise, at han havde bilen, sendte afsenderen flere nye billeder af den. Billederne viste bilen parkeret et ukendt sted.
Det blev det afgørende gennembrud i sagen.
ChatGPT analyserede billeder og fandt bilen
Andrew Garcia kunne ikke genkende omgivelserne på billederne. Han besluttede sig derfor for at bruge kunstig intelligens til at analysere dem.
Han uploadede billederne til ChatGPT og bad programmet om at identificere, hvor de kunne være taget.
AI-robotten analyserede baggrunden, bygninger og andre visuelle kendetegn på billederne. Kort efter kom den med et svar: billederne var højst sandsynligt taget i nærheden af byen Denver i delstaten Colorado.
Med de nye oplysninger kontaktede Garcia de lokale myndigheder i Denver. Få dage senere lykkedes det politiet at lokalisere og genfinde den stjålne Lamborghini.
Andrew Garcia kunne derefter flyve til Denver og køre sin bil hjem til Californien. Politiet efterforsker fortsat sagen for at finde bagmændene.
Moderne teknologi spiller en stadig større rolle i biltyverier. Som Boosted tidligere har fortalt, behøver bilerne dog ikke været teknisk avancerede for at give ejerne og ikke mindst deres forsikringsselskaber hovedbrud.
Som det første danske medie kunne Boosted afsløre en helt speciel trend blandt biltyve med en ‘forkærlighed’ til et bestemt mærke.
Den danske importør har dog afvist at kende til problemet.


