Bureaukrati-vanvid: 7 års planlægning og 10 måneders ventetid for 1 trafiklys til 16,5 mio. kr. i den amerikanske by Fresno.
Et enkelt trafiklys har kostet den amerikanske by Fresno svimlende 2,4 millioner dollars, svarende til 16,5 millioner danske kroner, at få tændt.
Den absurde pris skyldes syv års bureaukratisk tovtrækkeri og ti måneders ventetid, efter signalet var sat op.
Det skriver det lokale medie GVWire.
Det drejer sig om et trafiklys i et travlt, fire-vejs kryds ved Fowler og Olive Avenues. Krydset leder trafikken ind på den store Highway 180.
I ti lange måneder stod det nyinstallerede trafiklys dækket af sort plastik.
Imens måtte frustrerede pendlere døje med store forsinkelser på grund af midlertidige stop-skilte.
7 års planlægning bag 1 trafiklys
Selve planlægningen af det ene trafiklys startede ifølge amtslige optegnelser helt tilbage i 2018.
Det har altså taget syv år fra den første godkendelse til lyset endelig blev tændt tidligere på måneden.
Til sammenligning tog installationen af et andet, nærliggende trafiklys kun tre måneder fra start til slut.
Den enorme forskel i tid og pris skyldes ifølge GVWire et komplekst, bureaukratisk mareridt.
Processen har involveret opkøb af jord, sikring af vejrettigheder, indkøb af udstyr og fjernelse af træer.
Bureaukrati fordoblede prisen
Men den helt store tidsrøver har været et klassisk problem med ansvarsfordeling mellem forskellige myndigheder.
Selve trafiklyset var et projekt under amtet (Fresno County).
Men fordi krydset ligger inden for bygrænsen for Fresno by, skulle installationen bygges efter byens standarder. Og byen skulle give den endelige godkendelse.
Det er den proces, der har trukket ud i årevis og sendt omkostningerne på himmelflugt.
– Selvom signalet var et amtsprojekt, skulle byen Fresno give sin endelige godkendelse, og amtet skulle bygge efter byens standarder, skriver GVWire.
Lokalpolitiker: Burde være begyndt for 10 år siden
Den lokale politiker Nathan Magsig kritiserer hele forløbet.
Han mener, at planlægningen burde være sat i gang proaktivt for over et årti siden, da motorvejen Highway 180 blev udvidet.
Selvom statsstøtte har dækket en del af udgifterne, er den endelige regning på 16,5 millioner kroner for ét enkelt trafiklys chokerende.
Nu, hvor lyset endelig er tændt, er trafikken i krydset ifølge mediet allerede blevet markant forbedret.
Historien fra Fresno er et ekstremt eksempel på, hvordan bureaukrati kan forsinke og fordyre simple infrastrukturprojekter.
Mens amerikanerne altså kæmper med at få tændt for lyset, kæmper man andre steder med helt andre problemer.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er der i Holland nu så stor mangel på strøm, at et energiselskab advarer om, at elbiler kan slå elnettet ihjel til vinter.
Det kan dog også gå helt galt herhjemme. I stationsbyen Gislinge måtte dieselgeneratorer i marts sørge for, at der i det hele taget var strøm nok.


