Den nye V16 Tourbillon er så eftertragtet, at Bugatti melder alt udsolgt frem til 2029. Designchef Frank Heyl bekræfter den lange ventetid på de kun 250 biler.
Drømmer du om en ny Bugatti V16 Tourbillon, kan du godt tro om igen.
Det franske bilmærke med den kroatiske ejer Rimac har allerede solgt hele produktionen. Det betyder, at nye kunder må vente helt til 2029.
Det bekræfter mærkets ledelse.
Det er ikke, fordi produktionen er gået i stå. Tværtimod kører den på fuld kapacitet. Bugatti planlægger derimod kun at bygge 250 eksemplarer af den nye V16 Tourbillon.
Efterspørgslen er dog så stor, at de kunne have øget produktionen markant og stadig melde alt udsolgt.
Mate Rimac sigter mod toppen
I et interview med CarBuzz under dette års Monterey Car Week bekræftede designchef Frank Heyl den travle fremtid.
Han forklarer, at de nuværende ordrer vil holde fabrikken beskæftiget frem til 2029.
– Vi bygger 250 Tourbillons. Vi leverer de sidste biler. Den sidste Bolide… alt det vil holde os travlt beskæftiget med vores kapacitet indtil 2029.
– Og ikke mindst udsolgt indtil 2029, lyder det.
Heyl påpeger, at den finansielle stabilitet giver Bugatti ro til at tænke mere langsigtet
Faktisk er interessen for bilerne enorm. Ifølge Bloomberg er der så mange på venteliste, at selv hvis 59 kunder sprang fra, ville bilen stadig være udsolgt.
Bugattis direktør, Mate Rimac, har da også klare ambitioner.
– Jeg vil gøre Bugatti til den mest succesfulde, mest profitable bilvirksomhed i verden, har han tidligere sagt.
Lange ventelister er den nye norm
Den store efterspørgsel i usikre tider viser, at det historiske franske mærke er stærkere end nogensinde.
Bugatti er dog ikke alene om de lange ventelister i bilindustriens top.
Både Lamborghini og Ferrari oplever også ventetider, der strækker sig over flere år. Det er dog ikke kun i den dyreste ende af bilmarkedet, at ventelisterne er lange.
Som Boosted tidligere har fortalt, har kinesiske Xiaomi opbygget en venteliste på over et år til deres bare anden elbil i rækken.
Ventetiden er blevet så lang, at direktøren for Xiaomis bilsatsning nu anbefaler kunder at overveje alternativer fra konkurrenter som Tesla.


