En Mercedes-AMG One, en Formel 1-bil til gaden, er sat til salg efter kun 98 kilometer. Bilen, der er en ud af 275, bruger motoren fra Lewis Hamiltons tidligere racerbil.
En næsten urørt Mercedes-AMG One – reelt en Formel 1-bil med nummerplader – er blevet sat til salg efter kun at have kørt 98 kilometer.
Den ekstreme superbil er en ud af blot 275 eksemplarer og forventes at indbringe et svimlende millionbeløb.
Det er auktionshuset SBX Cars, der står for det opsigtsvækkende salg.
Bilen er en hyperbil fra 2024 og beskrives som det tætteste, man kommer på en Formel 1-bil til almindelig vej.
Hjertet i bilen er en 1,6-liters V6-turbomotor.
– Motoren er praktisk talt blevet transplanteret fra W06-racerbilen, som blev kørt af Lewis Hamilton og Nico Rosberg i 2015, oplyser auktionshuset.
1.048 hestekræfter og 351 km/t på toppen
Den avancerede Formel 1-motor arbejder sammen med fire elmotorer.
Den samlede systemydelse er på hele 1.048 hestekræfter.
De mange kræfter sender bilen fra 0 til 200 km/t på bare syv sekunder. Tophastigheden er 351 km/t.
AMG One er desuden den hurtigste serieproducerede bil nogensinde på den legendariske Nürburgring-bane. Her har den sat en omgangstid på seks minutter og 29 sekunder.
Den specifikke bil, der nu er til salg, er lakeret i sort med turkise detaljer og “STAR Motorsport”-grafik.
Forventet pris på over 50 millioner
På trods af bilens ekstreme potentiale har den nuværende ejer altså knap nok brugt den.
Kilometertælleren står på kun 98 kilometer.
Budgivningen på bilen åbner den 30. september, og det er uklart, hvad hammerslaget vil lande på.
Der er ingen AMG One til salg offentligt i Danmark. Men vi ved, at der på svenske Blocket er sat ét eksemplar til salg. Her lyder prisen på 50 millioner kroner.
Ifølge Motor1 kostede en AMG One omkring 60,5 millioner kroner i 2024. Prisen forventes derfor at blive ekstremt høj.
At ejere af de mest ekstreme superbiler sælger dem efter meget kort tids ejerskab, er ikke uhørt.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har Formel 1-stjernen Daniel Ricciardo netop sat sin specialbyggede Aston Martin Valkyrie til salg. Den har kun kørt 160 kilometer.
Tilbage ved Mercedesen er lige en AMG One noget af en risky business at kaste sig over. Ikke bare er serviceomkostningerne skyhøje.
Flere af de bare 275 biler er nemlig også allerede gået til i en række voldsomme brande. Tilfælde som nu har fået Mercedes til at tilbagekalde samtlige biler.




