Hverken BMW’s berømte rækkesekser eller V8-motoren skal nogen steder. Især sidstnævnte er for god en forretning til at blive smidt på gulvet, siger chefen.
Selvom downsizing betyder stadig mindre slagvolumen og færre cylindre, nægter BMW at lægge V8-motoren i graven.
Det skyldes primært efterspørgslen fra bilisterne i USA og Mellemøsten, som værdsætter den karakteristiske lyd og kraft, som kun en V8-motor kan levere.
BMW’s udviklingschef, Frank Weber, siger i et nyt interview med Automotive News, at V8-motoren er kommet for at blive.
Han forklarer, at selvom en elektrificeret rækkesekser kan levere samme ydelse, så foretrækker mange kunder den jævne motorgang, lyd og fornemmelse, som en V8-motor giver. Og at det især er amerikanerne, der er vilde med motortypen.
Der er dog også andre faktorer, der spiller ind. Emissionsreguleringerne er generelt lempeligere i USA og Mellemøsten end i Europa.
Det kan betyde, at visse BMW-modeller i fremtiden vil blive tilbudt med V8-motor i USA, mens BMW må skære ned hjemme i Europa.
Faktisk er det allerede sket. BMW 760i sælges ikke i EU, medmindre man vælger den pansrede og betydeligt dyrere 7 Serie i Protection-udgaven.
Det er endnu uvist, hvilke fremtidige BMW-modeller der vil få V8-motor. Prototyper af den næste generation af X5 er blevet spottet under testkørsler.
Samtidig forlyder det, at BMW også vil forny X6 og X7. De tre SUV’er forventes som minimum at beholde otte cylindre i USA. Den dobbeltturbo 4,4-liters motor vil sandsynligvis fortsat være på programmet i Mellemøsten og andre dele af verden med mere lempelige emissionskrav.
I den anden ende af skalaen nøjes BMW i Europa med trecylindrede motorer. Små maskiner på halvanden liter, der også findes i diverse Mini-modeller.
En trecylindret motor finder man ikke i en BMW, der sælges i USA. Men motoren var på programmet herhjemme i 2015 i 3-Serien kendt som F30.
Noget mange – både journalister og kunder – synes var underligt i en bil, som almindeligvis markedsføres som en ‘sportslig sedan’. Den 3-cylindrede 3 Serie holdt da heller ikke længere end til faceliftet. På den måde er den mindst motor nu igen en 4-cylindret motor på 1,6 liter.
Læs flere artikler efter annoncerne: