Efter det, der angiveligt er et stort hackerangreb, bliver BMW nu afpresset for en løsesum. Hackergruppen Everest hævder at have stjålet 600.000 interne dokumenter fra bilgiganten.
Den tyske bilgigant BMW er angiveligt blevet ramt af et alvorligt hackerangreb og bliver nu afpresset.
Hackergruppen Everest hævder at have stjålet 600.000 følsomme, interne dokumenter og truer med at offentliggøre dem.
Angrebet er det seneste i en bølge af cyberkriminalitet, der har ramt bilindustrien hårdt.
Det skriver mediet Cybersecuritynews.
Det er hackergruppen Everest, der hævder at stå bag angrebet. Boosted har dog ikke kunnet få bekræftet oplysningerne yderligere.
Gruppen har tilføjet BMW’s navn til deres “lækage-side”, som kun kan tilgås via The Dark Web.
Her har gruppen desuden sat gang et tikkende ur, der tæller ned. Det er en almindelig metode, der bruges til at presse offeret til hurtigt at betale en løsesum.
Hævder at have stjålet kritiske BMW-dokumenter
Ifølge oplysningerne hævder hackerne at have fået fat i enorme mængder følsomme data.
De skriver, at de har stjålet omkring 600.000 linjer med interne dokumenter fra BMW.
Dataene skulle angiveligt omfatte alt fra finansielle rapporter og tekniske filer til interne revisionspapirer.
På deres side henviser de til de stjålne informationer som “kritiske BMW-dokumenter”.
De har også lagt instruktioner ud til BMW om, hvordan firmaet skal agere for at genvinde kontrollen over deres data.
Tiden er udløbet – BMW er tavse
Det er endnu uklart, hvad der sker, når nedtællingen på hackernes side udløber. Typisk betyder det, at en del af de stjålne data bliver lækket som bevis og for at øge presset.
Et skærmbillede af det tikkende ur er dateret til den 14. september. Det betyder, at tiden for BMW udløb senest den 16. september.
I skrivende stund har BMW endnu ikke udsendt en officiel erklæring om angrebet.
Det er derfor ukendt, om dataene er ægte, om firmaet har indledt forhandlinger med hackerne, eller om angrebet er blevet anmeldt til myndighederne.
Angrebet på BMW kommer i kølvandet på et altødelæggende angreb på en anden europæisk bilgigant.
Som Boosted har dækket intensivt, har Jaguar Land Rover været fuldstændig lammet i flere uger efter et lignende angreb, der har stoppet al produktion og kan føre til en bølge af konkurser hos underleverandører.

