Volkswagen tager penge for hestekræfter, som bilisterne allerede har betalt for ved købet af en fabriksny elbil som ID.3.
Flere bilejere raser over, at Volkswagen tager penge for hestekræfter som de – bilejerne altså – allerede har betalt for under købet af deres elbil.
I England leveres basismodellen Volkswagen ID.3 Pure med 148 hestekræfter, selvom elmotoren fra fabrikken er oplyst til at yde 168 hestekræfter.
Det afslører det britiske bilmagasin Auto Express efter en gennemgang af mærkets officielle konfigurator.
For at få adgang til de sidste 20 hestekræfter skal ejeren tegne et software-abonnement til cirka 145 kroner om måneden.
Bilmærket tilbyder også en årlig betaling på 1.450 kroner eller en permanent livstidsoplåsning til omkring 5.700 kroner.
Ifølge det britiske medie påvirker den reducerede ydelse ikke forsikringsprisen, da køretøjet formelt er typegodkendt med den fulde motoreffekt.
Volkswagen afviser da også kritikken og sammenligner den digitale begrænsning med traditionelle motorvarianter i modelprogrammet.
– At tilbyde flere hestekræfter til kunderne er ikke noget nyt, lyder det i et officielt svar fra koncernen til Auto Express.
– Hvis kunderne ønsker en mere sporty køreoplevelse, har de nu mulighed for det undervejs uden at betale en højere købspris fra start, udtaler fabrikken.
Det tyske mærke sælger i forvejen navigation, stemmestyring, kabinelys og sædevarme som tilkøbsydelser på månedsbasis.
Volkswagens trick med hestekræfter er sådan set også i Danmark.
Allerede i 2024 kunne Boosted fortælle, at Volkswagen lagde det fulde potientiale i ID.3 bag en betalingsmur herhjemme.
Det koster 144 kroner om måneden eller et engangsbeløb på 5.850 kroner i den såkaldte VW Connect Shop at hente den opdatering, som Volkswagen selv kalder Performance Upgrade.
