Der er ikke et nul for lidt. Japanske unge har fundet en måde at køre superbil som Ferrari og McLaren på. Og det for 200.000 kroner om året.
Hvem der bare var japaner.
Og i dette tilfælde ung japaner. Et leasingfirma i “solens eget land” har nemlig specialiseret sig i at lease biler ud til unge mennesker. Og det uhye billigt.
I hvert fald når man tænker på, hvad de unge kan køre rundt i.
For 3 til 5 million yen om året kan man lease sig en Ferrari. Og det lyder måske af meget. Men i dansk mønt svarer det faktisk til ‘bare’ 200.000 kroner.
Hvad er så smuthullet? Jo, bilerne er billige af en årsag. Leasingfirmaet Rendez-Vous køber nemlig kun brugte biler som Ferrari 360, som de til gengæld leaser videre.
Det holder prisen nede, siger talsmand Ryota Asaoka til Nikkei Asia.
Aftalerne, som Rendez-Vous indgår med de unge bilister, der typisk er i 20’erne, er da heller ikke leasing, som vi kender det herhjemme. I stedet bliver de unge ‘medejere’ af biler for et år ad gangen sammen med flere andre.
Reglen er, at de unge hver især må bruge bilerne 50 dage om året. Men så er alt fra parkering over vedligeholdelse og forsikring også med i prisen.
– Personer i 20’erne har typisk ikke råd til at eje en bil.
– Det er vores håb, at vi kan reducere de samlede omkostninger, så de unge mennesker kan nyde det at køre bil, lyder det fra talsmanden.
For nylig afslørede en undersøgelse da også, at 33 procent af unge i Japan slet ikke er interesseret i at eje en bil. En lignende undersøgelse, som Toyota står bag, viser, at omkostningerne til vedligeholdelse er det, der primært skræmmer de unge væk.
Spørgsmålet er så, om idéen kan brede sig udover Japans grænser. Eksempelvis til Danmark. Boosteds egen søgning viser, at det stadig koster kassen at lease en Ferrari 360 Modena.
Vi fandt et leasingtilbud, der lyder på 6.780 kroner om måneden og 125.000 kroner i førstegangsydelse på en 360 Modena fra 2002 med automatgear.
Så er 200.000 kroner alt inklusiv på et år – når man tænker på bilisterne unge alder – alligevel til at leve med.


