Milliardær afsløret: Han købte elbil til 258 millioner kroner

Køberen bag verdens dyreste nye bil er nu afsløret. Milliardæren Herbert Wertheim gav 258.520.000 kroner for en Ferrari Luce – og han gjorde noget lignende sidste år.

Annonce

Hvem betaler 258.520.000 kroner for en fabriksny Ferrari? Svaret er den amerikanske milliardær, opfinder og filantrop Dr. Herbert “Herbie” Wertheim.

Identiteten på køberen af Ferrari Luce Chassis 0 er blevet afsløret af supercarsfor.sale. Som Boosted tidligere har fortalt, blev Ferraris første elbil solgt for 40 millioner dollar under Monterey Car Week.

Det svarer til præcis 258.520.000 kroner og gjorde bilen til den dyreste fabriksnye bil, der nogensinde er solgt på auktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han gjorde næsten det samme sidste år

Det opsigtsvækkende bilkøb kommer ikke helt ud af det blå. Wertheim stod nemlig også bag et spektakulært Ferrari-køb under Monterey Car Week året før.

Dengang betalte han 26 millioner dollar for en specialbygget Tailor Made Ferrari Daytona SP3. Det svarer med samme omregning til omkring 168 millioner kroner.

På bare to Ferrari-handler har amerikaneren dermed lagt mere end 426 millioner kroner på bordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tjente formuen på briller og aktier

Herbert Wertheim er født i 1939 og opbyggede sin formue gennem medicinske opfindelser, egen virksomhed og investeringer på aktiemarkedet.

Han opdagede i 1969 sammenhængen mellem ultraviolet lys og øjenskader og udviklede efterfølgende et UV-absorberende farvestof til plastiklinser.

Wertheim grundlagde senere Brain Power Inc., som voksede til en stor producent af produkter og kemikalier til optikbranchen. Han står samtidig bag mere end 100 patenter og ophavsrettigheder.

Artiklen fortsætter efter dette:

Pengene fra virksomheden blev gennem årtier investeret i aktier. Blandt andet købte Wertheim tidligt aktier i Apple og Microsoft, og hans samlede formue anslås derfor nu til omkring 4,6 milliarder dollar.

Millionerne går til uddannelse

Der er dog en særlig forklaring på de astronomiske bud på Ferrari-bilerne. Begge auktioner er knyttet til velgørenhed.

Hele beløbet fra salget af Ferrari Luce går til Ferrari Foundation og skal bruges på uddannelsesprojekter. Wertheim har i forvejen doneret enorme summer til blandt andet universiteter og sundhedsorganisationer.

Den unikke Ferrari Luce var oprindeligt vurderet til 1,1 millioner dollars på auktionen. Wertheims endelige bud blev omkring 36 gange højere.


Og nu ved verden altså, hvem der sad i den anden ende, da buddet på over en kvart milliard kroner faldt.

Vil du se flere bilnyheder fra Boosted.dk? Tilføj Boosted.dk som foretrukken kilde herunder:
Tilføj som foretrukken kilde på Google
Annonce
Kasper Erling
Kasper Erling
Kasper Erling er ansvarshavende redaktør og medejer af Boosted.dk. Han er en erfaren motorjournalist med mere end 20 år i bilbranchen, hvor han har skrevet om nye biler, bilindustrien og bilmarkedets udvikling for førende dagblade og magasiner.

Opvokset i den lille by Asnæs i Odsherred, hvor interessen for biler blev grundlagt tidligt, da hans far var Volvo-forhandler. I dag bor Kasper i Roskilde med sin kone og deres to store børn. I indkørslen står der en Mercedes GLA, en ældre Volvo C70 og en Porsche 911 C4S.

Mail: [email protected]
Annonce-link:
Annonceindhold

Nyeste artikler

Annonce


Annonce

Annonce

Bilnyheder

Annonce
Hot Wheels Stunt Show

Bilbranchen

Annonce
Annonce

Annonce for Klassikermarkedet

Annonce

Har du læst?