Parkeringsklagenævnet har underkendt en række p-afgifter fra Oparko, og FDM mener nu, at bilister, som allerede har betalt lignende afgifter, skal have pengene retur.
Et nyt opgør med private p-afgifter kan være på vej. I en pressemeddelelse fra FDM fremgår det, at Parkeringsklagenævnet har slået fast, at en række afgifter fra Oparko er ugyldige, fordi bilister kun fik en gul seddel med en QR-kode i forruden.
Det lyder måske som en detalje, men sagen er mere alvorlig end som så. Ifølge afgørelserne manglede de helt centrale oplysninger direkte på sedlen.
Bilister kunne derfor ikke se registreringsnummer, beløb, dato, tidspunkt, sted eller årsagen til afgiften, medmindre de scannede koden.
Netop dét holder ikke, mener Parkeringsklagenævnet. En p-afgift skal være tydelig og indeholde de lovpligtige oplysninger med det samme. En QR-kode kan godt bruges som supplement, men ikke som erstatning for selve afgiften.
Otte sager peger i samme retning
FDM peger på, at nævnet har truffet samme afgørelse i otte identiske sager om afgifter fra Oparko. Sagerne handler om p-afgifter udstedt fra maj 2023 til juni 2024, og konklusionen er klar. Når en kontrolafgift ikke viser de nødvendige oplysninger, er den ikke udstedt korrekt.
FDM vurderer, at andre bilister kan have fået samme type afgift og i nogle tilfælde allerede kan have betalt den. Derfor mener organisationen, at de også bør kunne kræve pengene tilbage.
Områdechef i FDMs juridiske rådgivning, Lennart Fogh, siger i meddelelsen, at bilister naturligvis skal kunne se, hvorfor de har fået en afgift, hvor stor den er, og om den overhovedet gælder deres bil. Det er svært at være uenig i.
QR-koden er ikke nok alene
Mange bilister oplever allerede området som uoverskueligt, og her gør afgørelsen det klart, at selskaberne ikke bare kan lægge information væk bag en digital løsning og regne med, at det er godt nok.
En QR-kode kan være praktisk, hvis den leder videre til billeder eller de samme oplysninger, som allerede står på afgiften. Men en gul lap uden de vigtigste fakta er ikke en gyldig p-afgift, lyder signalet nu fra nævnet.
FDM vil have pengene tilbage til bilisterne
FDM siger derfor nu, at bilister, som allerede har betalt tilsvarende afgifter, bør have pengene retur. Organisationen forventer, at Oparko sørger for det.
Så har du fået en p-afgift fra Oparko, hvor sedlen kun viste en QR-kode og ikke de lovpligtige oplysninger – og har du betalt – bør du klage, mener FDM.


