Det bliver rigtig dyrt at tanke bilen de næste par dage. Natten til mandag steg olieprisen nemlig på en måde, der ikke er set vildere siden 1988.
Det er 38 år siden, at olieprisen er steget så meget på én gang.
Natten til mandag eksploderede olieprisen ganske enkelt i næsten uset højt hop. Og det alt sammen på grund af de nuværende konflikt i Mellemøsten, hvor Iran er gået amok på sine nabolande.
Det skriver Bloomberg.
Iran har gennem sine trusler mod og droneangreb på store olieproducenter som Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Irak tvunget produktionen ned.
Og det kan mærkes. Især fordi efterspørgslen ikke er fulgt med ned.
Mandag morgen dansk tid steg en tønde Brent-olie med 28 procent. Det vildeste hop set over en enkelt dag siden 1988.
– Så længe vi ikke ser olie blive transporteret gennem Hormuzstrædet, vil oliepriserne kun fortsætte med at stige, siger Warren Patterson, råvarestrateg hos ING, til Bloomberg.
Mandag morgen kostede en tønde olie 119 dollar. Hvilket kun er en håndfuld dollar fra højdepunktet i 2022, hvor benzin i Danmark kostede 20 kroner literen.
Dengang kostede en tønde råolie hele 125 dollar. Hele balladen skyldes, at Iran har lukket ned for Hormuzstrædet, som en femtedel af verdens olieforsyning sejles igennem.
Fragtskibene må derfor ud på enormt lange og meget dyrere omveje for at holde verden kørende. Mandag formiddag har olieprisen stabiliseret sig omkring 108 dollar pr. tønde.
Men der er meget større stigninger på vej. Qatars energiminister har allerede advaret om, at en tønde olie om bare et par uger vil koste 150 dollar.
For danskerne betyder det benzinpriser langt over 20 kroner. Det samme gælder for dieselprisen.


