Benzinprisen er steget kraftigt i Danmark, men lavere tysk brændstofafgift gør grænsehandel mere attraktiv for mange bilister.
Benzinpriserne er steget markant i Danmark. Alligevel fortsætter danskerne med at køre mod grænsen for at handle.
Hos grænsehandelskæden Fleggaard peger man på, at lavere tysk brændstofafgift nu gør regnestykket endnu mere interessant for danske bilister.
Siden 1. marts er benzinpriserne i Danmark steget med 17,4 procent. Syd for grænsen er udviklingen gået en anden vej.
Fra 1. maj er brændstofafgiften i Tyskland nemlig blevet sænket. Det betyder, at danske bilister kan spare op mod 2,50 kroner pr. liter ved at tanke i Tyskland.
En fuld tank kan betale turen
Fleggaard har regnet på, hvad forskellen betyder for almindelige bilister. I en benzinbil som Peugeot 208 kan en tankning i Tyskland give en besparelse på omkring 110 kroner.
For danskere, der bor op til 65 kilometer fra grænsen, kan turen ifølge Fleggaard i praksis betales alene ved at fylde tanken på hjemvejen.
Bor man længere væk, kræver regnestykket dog mere end billig benzin. Her skal der også handles varer i grænsebutikkerne, før turen går i nul.
Varer og brændstof trækker sammen
Fleggaard-direktør Lars Mose Iversen mener, at kombinationen af billigere brændstof og lavere varepriser fortsat gør grænsehandel økonomisk attraktiv.
“Selvom det er blevet dyrere at køre bil i Danmark, kan regnestykket stadig gå op. Når man både kan tanke billigere i Tyskland og samtidig spare markant på indkøbene, er grænsehandlen fortsat økonomisk attraktiv,” siger han.
Ifølge Fleggaard sparer kunderne i gennemsnit omkring 30 procent på varer sammenlignet med danske priser.
Det betyder, at bilister længere fra grænsen skal købe mere ind, før køreturen er betalt. Men for mange familier er det netop sådan, grænsehandel fungerer.
De kører sjældent efter en enkelt vare. Turen bliver i stedet brugt til større indkøb, hvor brændstof, dagligvarer, slik, sodavand og andre varer indgår i samme regnestykke.
Så lidt skal turen give
Fleggaard har også lavet eksempler på, hvor meget der skal handles for, før turen til grænsen er tjent hjem.
En familie fra Kolding skal ifølge kædens beregninger handle for omkring 120 kroner, før turen går i nul.
Kommer man fra Odense, ligger grænsen omkring 350 kroner. Fra Aarhus og Herning skal der handles for lidt under 500 kroner, før udgiften til køreturen er dækket.
For bilister fra Esbjerg, der kører til Fleggaard i Süderlügum, skal der handles for omkring 80 kroner, før turen er betalt.
Trafikken ved grænsen fortsætter
Selv om brændstof er blevet dyrere i Danmark, mærker Fleggaard ikke et stort fald i interessen.
Ifølge kæden ligger trafikken til grænsebutikkerne aktuelt på samme niveau som sidste år. Det var samtidig et år, hvor påsken satte rekord for grænsehandlen.
Lars Mose Iversen mener, at prisforskellene fortsat er store nok til at opveje udgiften ved at køre turen.
“Danskerne har regnet på det og kan se, at grænsehandlen stadig betaler sig,” siger han.


