Det kinesiske bilmærke Nio har nu tabt 1 milliard kroner i Norge. – Det her kan ikke fortsætte, indrømmer landechef An Ho.
Det kinesiske elbilmærke Nio er i krise på det norske marked.
Bilmærket har nu tabt en milliard norske kroner, svarende til 650 millioner danske kroner, på at være til stede i Norge.
Det sker, samtidig med at salget til private i flere måneder har været på under 10 biler.
– Det her kan ikke fortsætte, lyder den ærlige melding fra chefen for Nio i Norge, An Ho.
Det er i et interview med det norske branchemedie Bilbransje 24, at direktøren sætter ord på, hvor alvorlig situationen egentlig er.
Tabene for Nio i Norge er kun vokset i løbet af 2025. Allerede i sommer kunne Motor fortælle, at underskuddet havde rundet trekvart milliard norske kroner.
Nu er det tal altså vokset til en milliard.
Salget er kollapset med 54 procent
De enorme tab skyldes et katastrofalt dårligt bilsalg.
I løbet af årets første otte måneder er der kun blevet indregistreret 247 nye Nio-personbiler i Norge.
Det er et fald på 54 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Salget til privatkunder er endnu værre. I flere måneder i år har Nio solgt færre end 10 biler om måneden til private.
Størstedelen af de få biler, mærket sælger, går til erhvervsmarkedet som eksempelvis taxaer.
Chef: Vi er ikke ved at gå konkurs
An Ho forklarer selv de dårlige tal med hård konkurrence på det norske elbilmarked. Han mener også, at for få kunder kender til Nio som mærke.
På trods af den dystre situation afviser han dog, at Nio er på vej mod en konkurs i Norge.
– Mange tror, at vi står på gyngende grund og er ved at gå konkurs. Det er slet ikke tilfældet, siger han til Bilbransje 24.
Han understreger, at Nio fortsat har et langsigtet perspektiv på det norske marked.
Problemerne for det kinesiske mærke er dog ikke begrænset til Norge. Som Boosted tidligere i år kunne fortælle, har Nio også haft store vanskeligheder i Danmark.
Her har mærket været nødt til at indgå et partnerskab med en større, privat importør i et forsøg på at redde forretningen.
Det betyder dog ikke, at alt håb er slukket for Nio. Tværtimod har mærket i dag kunne meddele, at den første bil fra det billigere sub brand Firefly er fløjet gennem sikkerhedsvurdering og scoret fem stjerner hos Euro Ncap.


