Hyundai mister bilfabrik, som koncernen solgte for 600 danske kroner, da Rusland invaderede Ukraine. Muligheden for et comeback i Rusland er nu helt væk.
Hyundai mister bilfabrik, som koncernen solgte for bare 600 danske kroner, for altid.
Den sydkoreanske bilgigant har officielt ladet sin tidsbegrænsede tilbagekøbsklausul udløbe uden at handle.
Det bekræfter virksomheden i en udtalelse til Reuters mandag i denne uge.
Fabrikken i Skt. Petersborg blev i sin tid overdraget til russiske AGR Automotive Group for et symbolsk beløb efter Ruslands invasion af Ukraine.
Før krigen var Hyundai og søstermærket Kia blandt de absolut største bilproducenter i Rusland. De to mærker sat tilsammen på næsten en fjerdedel af det samlede bilsalg i landet og byggede over 200.000 køretøjer om året.
Men da produktionen gik i stå i 2022, blev de enorme investeringer forvandlet til en økonomisk klods om benet.
Aftalen om det symbolske beløb for salget, der blev indgået i december 2023, indeholdt en option på at købe fabrikken tilbage inden for to år.
Fristen for at udnytte den mulighed udløb den 31. januar 2026. Ifølge kilder tæt på Hyundai har den fortsatte krig og de vestlige sanktioner gjort det umuligt at vende tilbage.
Det betyder, at Hyundai-Kia nu må nedskrive aktiver for milliarder af kroner, hvis det da ikke allerede er sket.
Selvom de fysiske bygninger stadig står, er de nu fuldt ud på russiske hænder uden vej en tilbage for sydkoreanerne.
For de nuværende ejere af Hyundai- og Kia-biler i Rusland er der dog en lille trøst at hente. Bilmærket har lovet at fortsætte med at tilbyde kundeservice og garantireparationer så vidt muligt.
– Hyundai Motor fortsætter med at tilbyde garantireparationer og kundeservice for tidligere solgte køretøjer, lyder det i erklæringen.
Efter de vestlige og koreanske mærkers flugt er det russiske marked blevet overtaget af nye spillere.
Kinesiske bilmærker har lynhurtigt fyldt tomrummet efter Hyundai og de europæiske giganter. Samtidig er det lokale mærke Lada kommet på russiske hænder igen.
Mærket kom på russiske hænder, da Renault samtidig med snart sagt alle andre vestlige bilmærker trak sig ud af Rusland.
Flere store bilmærker har også solgt deres fabrikker for småpenge med lignende tilbagekøbsklausuler. Renault, Ford og Mercedes har dog stadig nogle år endnu, før deres muligheder for at vende tilbage definitivt lukker i 2029.


