En af Sveriges største bilforhandlere, Mobility Motors Group, er gået konkurs. Firmaet, der solgte mærker som Nissan og Mercedes, efterlader 138 ansatte i uvished.
En af Sveriges største bilforhandlere og en sand svensk bil-gigant, Mobility Motors Group, er gået konkurs.
Konkursen, der er en af årets største i Sverige, rammer 138 ansatte og en række forhandlere af mærker som Nissan, Mercedes og Hyundai.
Konkursbegæringen blev indgivet til byretten i Stockholm torsdag i sidste uge.
Ifølge det seneste regnskab havde firmaet en omsætning på 1,2 milliarder svenske kroner, svarende til knap 800 millioner danske kroner.
Konkursen er den største i Sverige i september måned og en af de største i hele 2025.
Måneder lang redningsaktion mislykkedes
Problemerne hos den store forhandlergruppe er ikke nye.
Allerede i januar i år kom virksomheden i så store økonomiske vanskeligheder, at den blev sat under rekonstruktion.
Planen var at redde firmaet. Det indebar blandt andet at lukke bilhuse i Malmø og Lund og forhandle nye aftaler med leverandører og kreditorer.
Så sent som i juli var der stadig et spinkelt håb om en redning.
Men den indsats var forgæves. Torsdag måtte ledelsen kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæringen.
Ansatte får løn fra staten – fremtid uvis
Konkursen rammer de 138 medarbejdere i virksomheden hårdt. De vil i første omgang modtage deres løn fra den svenske stats løngarantiordning.
En kurator har nu overtaget ledelsen af det kollapsede selskab.
Kuratorens opgave er at undersøge, om dele af virksomheden kan sælges fra og reddes.
Indtil videre fortsætter driften af både bilsalg og værksteder under kuratorens ledelse.
Den store konkurs er et alvorligt tegn på den dybe krise, der i øjeblikket rammer den europæiske bilbranche.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er en af de absolut største spiller i hele bilindustrien, den tyske gigant ZF, også i alvorlige økonomiske problemer. Her frygter eksperter for en endnu større konkurs, der kan ramme hele industrien.

