General Motors har på mystisk vis lukket en bilfabrik og sendt alle ansatte hjem i ugevis. Nedlukningen rammer 10.000 ansatte. Ingen er dog fyret. Endnu.
General Motors har på mystisk vis lukket en bilfabrik og sendt alle ansatte hjem i en periode, der strækker sig langt ind i januar.
Den store fabrik i Flint, Michigan, skulle have genoptaget produktionen af Chevrolet Silverado efter juleferien.
Men nu er de 5.000 ansatte blevet bedt om at blive hjemme indtil den 26. januar. Ledelsen har ifølge de amerikanske medier ikke givet yderligere forklaring.
Det samme billede gør sig gældende på Bowling Green-anlægget i Kentucky, hvor Chevrolet får samlet Corvette-modellerne.
Her er samlebåndet også gået i stå. De ansatte har endnu ikke fået at vide, hvornår og om, de kan vende tilbage til fabrikken.
Det eneste, General Motors vil sige, er, at der er tale om ‘planlagt vedligeholdelsesarbejde’ på fabrikken.
Mens fabrikken i Flint gennemgår omfattende renoveringer til en værdi af over 5 milliarder kroner, svirrer rygterne og peger på en helt anden årsag til den egentlige nedlukning.
Sanktioner og faldende efterspørgsel i vintermånederne kan nemlig være årsagen til, at bilgiganten, som den amerikanske stat måtte redde fra konkurs i 2008, lukker ned igen.
Ifølge Carscoops får de GM-ansatte, der er medlem af en fagforening, dog stadig løn under nedlukningen.
Fabrikken skal bygge dyrere og bredere biler
En af de mest spændende teorier går på, at Bowling Green-fabrikken bliver bygget om til den næste store Corvette-nyhed.
Det forventes, at produktionen fremover skal prioritere de vilde Widebody-modeller frem for basisudgaven Stingray.
Investorerne følger også situationen tæt, da et produktionsstop i denne skala altid påvirker regnskabet.
GM har tidligere investeret milliarder af kroner i at gøre en række fabrikker klar til simultant at køre produktionen af el, benzin- og dieselbiler.
Der er dog intet, som tyder på, at den forlængede nedlukning har noget med yderligere investeringer at gøre.


