Porsche er ikke det eneste tyske bilmærke, som har det svært. Mercedes melder nu ud, at man akut mangler 37 milliarder kroner.
Mercedes skal ifølge tyske Manager Magazin finde 5 milliarder euro svarende til 37 milliarder kroner i besparelser. Og det hellere i går end i morgen.
Pengene skal senest være fundet i 2027, hvor en kæmpe spareplan skal være fuldt ud implementeret, skriver mediet.
Halvdelen af pengene skal Mercedes have fundet inden udgangen af 2025, men en talsmand fra bilmærket har ikke villet kommentere på historien.
Det eneste Mercedes vil sige om situationen, er sådan set allerede sagt. Nemlig i en officiel udmelding, hvor bilmærket fra Stuttgart gjorde det klart, at der skal findes milliarder i besparelser i løbet af de kommende år.
Talsmanden vil ikke ud med yderligere detaljer om spareplanen. Men årsagen til nedskæringerne blev igen slået fast – det er nemlig svært for Mercedes at tjene penge i øjeblikket.
Tyskerne kalder det ‘en anspændt situation i bilindustrien generelt’.
– Kun ved bæredygtigt at øge vores effektivitet kan vi forblive økonomisk solide og i stand til at handle, lyder det fra Mercedes.
Ifølge Manager Magazin er over 20.000 job i fare. En jobsikkerhed, som langt de fleste i den tyske bilindustri har forhandlet sig til, forhindrer dog et mærke som Mercedes i at fyre folk før udgangen af 2029.
I stedet skal nedskæringerne ske med frivillige fratrædelser, og ved at ledige stillinger nedlægges. Alligevel vil bilmærkets svensk-tyske direktør Ola Källenius ikke kalde spareplanen ‘et krav’. I hvert fald ikke direkte.
– Vi har altid arbejdet med demografi, med udsving, og når vi har gennemført omstruktureringer, for eksempel med fratrædelsesgodtgørelser.
– Vi kommer ikke med en plæneklipper og siger, at vi skal finde så og så meget i fortjeneste. Vi vender hver eneste sten og forbedrer vores strukturer.
I begyndelsen af fjerde kvartal 2024 kunne Mercedes fortælle, at perioden tidligere bl.a. havde budt på en tilbagegang i overskuddet. Det skyldes et fald i salget på hele 6,7 procent i forhold til samme periode i 2023. Det er særligt tilbageholdne kinesiske købere, der gør ondt på Mercedes.
Læs flere artikler efter annoncerne: