Den barske realitet er, at der ikke er sket noget på kanalen i seks måneder. Heller ikke selvom CarThrottle har 3 millioner abonnenter.
Det har været én lang nedtur for den ellers tidligere så populære Youtube-kanal om biler, CarThrottle.
Først forlod værten Alex Kersten projektet i april 2022. Siden fulgte flere af hans kollegaer efter, og i dag er det ikke meget tilbage af den før så sete kanal.
Kanalen eksisterer stadig. Men Boosteds gennemgang viser, at ejerne den britiske mediekoncern Dennis Publishing ikke lagt nyt indhold ud på kanalen i mere end 6 måneder.
Den seneste video er en gennemgang af alle Toyota MR2-generationer, og den er publiceret tilbage i oktober 2025.
Meget bedre ser det heller ikke ud for websitet af samme navn.
Her er der lidt mere aktivitet. Men det er ikke meget. Det bliver til en håndfuld artikler om måneden, kan Boosted konstatere.
Dermed ser det ud til, at CarThrottle lider samme skæbne som det Need for Speed-dedikerede medie SpeedHunters.
Mediet lukkede efter flere måneder stilhed officielt ned i juli 2025. Kun få dage efter kom meddelelsen, om at udgiveren Electronic Arts har trukket stikket på spilserien bag.
Tilbage hos CarThrottle har Alex Kersten allerede sat ord på, hvad der gik galt. Og ifølge den populære englænder gik det allerede galt, da Dennis Publishing overtog ejerskabet i august 2019.
Lige pludselig var der ifølge Kersten ikke de samme budgetter til at lave de samme projekter, som havde holdt kanalen kørende med millioner af visninger i løbet af årene.
– Vi blev kvalt i noget, vi ikke var, sagde Kersten om grunden til, at han forlod CarThrottle til podcasten Talkin’ Shop i december 2025.
I det hele taget har flere af de helt store bilmedier verden over drejet nøglen om de senere år.
Det skete også for det medie som en række tidligere Top Gear-værter grundlagde sammen i 2016. Og det selvom sitet ifølge en optælling fra 2021 havde 140 millioner aktive brugere.


