Volkswagen har ikke kun ondt i økonomien. På flere af mærkets fabrikker er der så lidt at lave, at koncernen vil tilbyde kinesere at leje sig ind.
Volkswagen har ondt i økonomien.
Ikke bare skal den tyske koncern fyre op til 50.000 ansatte. Der skal også findes en løsning med den store overkapacitet på flere af mærkets fabrikker i Tyskland.
Et bud er at tilbyde flere kinesiske konkurrenter plads ved noget af det ledige samlebånd. Ifølge Manager Magazin er det allerede en strategi, ledelsen i Wolfsburg overvejer.
En af de fabrikker, som kan reddes af kinesisk bilproduktion, er Volkswagens fabrik i Osnabrück. Her bygger de ansatte i øjeblikket den nuværende T-Roc Cabriolet
Men når produktionen slutter i 2027, får de ansatte, som Boosted kunne fortælle, ikke yderligere eller andre opgaver.
I hvert fald ikke som det ser ud nu.
Realiteten er, at Volkswagen alene i Tyskland har en overkapacitet på fabrikkerne, der svarer til 3 millioner biler om året.
Og hvis det ikke lykkes at finde en løsning, kan yderligere besparelser komme på tale. Sammenlignet med situationen i Kina er der lidt bedre styr på det.
Kineserne har også for meget ledig kapacitet. Men det er allerede lykkedes at skære, hvad der svarer til en kapacitet på 1 million biler om året fra.
Mere kan skæres fra, hvis kineserene rykker yderligere af produktionen til Europa. På den måde undgår bilmærkerne også EU’s straftold som udelukkende rammer kinesiske elbiler.
At få et svar fra Volkswagen-ledelsen svarer dog lidt til at tale med en dør. Der kommer ikke noget svar.
Senest forlyder det, at koncern-direktør Oliver Blume ikke ‘ønsker at oplyse’ hvilke parter Volkswagen eventuelt taler med.
En redningsplanke fra Kina er dog ikke det eneste, VW-ledelsen overvejer. Som Boosted også har fortalt, er det tyske og israelske militærs behov også inde i billedet.


