Det er ikke kun bilmodeller, fabrikker og ansatte, Volkswagen skal skære ned på. I hjembyen Wolfsburg er ejeskabet af 10.000 lejligheder i fare.
Volkswagen skal på skrump, hvis de ifølge analytiker ikke skal opsluges af kinesisk gigant.
Der kan dog være mere end fabrikslukninger, færre modeller og ansatte på vej. Det seneste nye fra VW-koncernens spareplan er frasalget af flere tusinde lejligheder.
Helt konkret forlyder det, at ledelsen i Wolfsburg kan blive tvunget til at sælge 10.000 lejligheder.
Ifølge Bild blev lejlighederne i sin tid bygget for at tilbyde bilmærkets mange ansatte i og omkring Wolfsburg et sted at bo. Altså et sted i nærheden af deres arbejdsplads.
Den tyske avis hævder, at topchef Oliver Blume vil vende hver en sten i jagten på besparelser. Og intet i VW-koncernen går altså fri for ledelsens grænskende blik.
I alt har VW-koncernen bogført ejendomme for mere end 35 milliarder kroner svarende til 261 milliarder danske kroner i det seneste årsregnskab.
Datterselskabet Volkswagen Immobilien, der håndterer ejendomsporteføjlen, siges at være mere end 2 milliarder euro værd på markedet. Udover lige knap 9.500 lejligheder råder datterselskabet over 118 erhvervslejemål.
Et frasalg af ejendommene kan skrabe lidt men ikke alt ned i VW-koncernens slunkne pengekasse. Det beviser frasalget af dieselgiganten, der tidligere hed MAN Diesel.
VW fik 55 milliarder for virksomheden, der beskrives som en ‘ægte guldkalv’. Alligevel er pengene forsvundet ned i et stort, sort hul.
Investeringer i Cariad, som den VW-ejede software-afdeling hedder, har vist sig at være et bundløst hul for milliarder af euro. Helt konkret har Cariad tabt 10 milliarder euro siden begyndelsen i 2020.
Beløbet, der svarer til mere end 77 milliarder kroner, skal lægges oveni de investeringer på mere end 45 milliarder kroner, som tyskerne har smidt efter amerikanske Rivian.
Volkswagen, der dropper et samarbejde om selvkørende biler med underleverandøren Bosch, tror nemlig ikke længere på, at man selv kan udvikle en software, der er god nok.
Den software-udvikling overlader man i stedet til Rivian.


