Volkswagen-koncernen indrømmer nu, at de må betale enorme EU-bøder frem mod 2027, da salget af elbiler som ID.4 og ID.7 ikke er rentabelt nok endnu.
Volkswagen Group står over for en økonomisk lussing.
Koncernen forventer at få bøder i flere år frem. Det skyldes, at der ikke er penge nok i elbiler sammenlignet med de modeller, der kører med diesel- eller benzinmotor.
Økonomidirektør Arno Antlitz har netop luftet de dystre udsigter i forbindelse med VW’s seneste regnskab.
Her slog han fast, at profitmarginen på elbilen først vil matche benzinbilen om flere år.
Volkswagen forventer ifølge Automotive News at skulle betale mellem 3 milliarder og 3,7 milliarder danske kroner årligt til EU.
Bøderne falder, fordi bilproducenten ikke kan leve op til de strenge krav for reduktion af CO2-udledning i 2025, 2026 og 2027.
Koncernen er tvunget til at lave svære afvejninger mellem salgsvolumen og bundlinje.
Ifølge Antlitz skal virksomheden sælge flere elbiler i Europa, end den naturlige efterspørgsel i markedet egentlig dikterer.
Det sker for at mindske de enorme strafgebyrer til EU-systemet.
Redningen skal findes i den kommende platform kaldet SSP (Scalable Systems Platform). Den skal erstatte de nuværende arkitekturer som MEB, MEB Plus og PPE i fremtidens modeller.
Målet med den nye satsning er at reducere produktionsomkostningerne med 20 procent. Desværre er SSP-platformen blevet udskudt og forventes nu først at rulle ud på vejene i 2030.
Indtil da forsøger Volkswagen at mindske hullet i økonomien med den opdaterede MEB Plus-platform.
Den danner grundlag for mindre og billigere biler som VW ID. Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval.
Koncernen integrerer også ny elektronik fra Rivian, som Volkswagen foreløbig har smidt mere end 45 milliarder kroner efter.
Globalt set faldt leverancerne af elbiler med 7,7 procent i første kvartal. En lille fremgang i Europa kunne ikke opveje store dyk i både USA og Kina.
Herhjemme i Danmark ser billedet dog noget anderledes ud for det tyske producent. Den danske importør, Semler Mobility, sælger stort set ikke benzin- og dieselbiler længere.
Ifølge Mobility Denmark fylder benzin- og dieselbilerne efterhånden meget lidt i statistikkerne. Afgiftspresset på alt andet end elbiler får danskerne til at vende sig væk.
Den bedstsælgende Volkswagen i Danmark er lige nu VW ID.4. Først langt efter den følger de næste VW-modeller, ID. Buzz og ID.7.


