Volkswagen skal spare uhyggeligt store summer. Et af tiltagene er at forbyde de ansatte at tanke højoktans benzin på de tyske tankstationer. I hvert fald i firmabiler.
Volkswagen forbyder 99-oktan-benzin i koncernens egne biler.
Den tyske bilgigant trækker nu øjeblikkeligt i håndbremsen for at stoppe et af de helt store økonomiske dræn på virksomhedens regning.
Auto Bild skriver, at de nye stramme regler trådte i kraft den 1. juni i år. Ledelsen i Wolfsburg har opdaget, at koncernens generøse firmabilordning og dyre brændstofkort i stor stil er blevet overdraget VW-ansattes familiemedlemmer.
Et af de mest ekstreme eksempler involverer en VW-ansat, der sendte sit barn på en tre ugers ferie rundt i Europa.
Turen foregik i en stor California-autocamper, hvor VW’s brændstofkort betalte for samtlige litere undervejs.
Nu er de gyldne tider dog definitivt forbi for de mange tusinde medarbejdere på fabrikkerne.
Firmabilerne må fremover ikke længere udlånes til lange private ferieture, og de tilhørende tankkort må under ingen omstændigheder overdrages til andre.
VW-ledelsen har samtidig lagt mærke til, at bilister med firmaets benzinkort konsekvent vælger de absolut dyreste brændstofmuligheder på tankstationerne.
Derfor er premiumbrændstoffer nu blevet fuldstændig fjernet fra listen over tilladte produkter.
Slut med fri luksusvask og dyrt brændstof til Volkswagens firmabiler
Det betyder i praksis, at 99-oktan-benzin ikke længere er noget, VW vil betale for. De ansatte må i stedet pænt nøjes med standardbrændstof, når tanken fyldes op.
De ugentlige ture i vaskehallen bliver ligeledes skåret drastisk ned som en del af den store spareplan.
Fremover må hver enkelt bil kun vaskes udvendigt fire gange om måneden. Desuden må de ansatte med firmabil kun vælge den billigeste bilvask.
Samtidig indføres der en streng aldersgrænse for at sidde bag rattet i koncernens absolut kraftigste biler.
Sportslige modeller fra GTI-, GTX- og R-afdelingen må ikke længere overlade til personer under 23 år, medmindre den ansatte selv sidder i bilen også.
De unge familiemedlemmer kan dermed godt glemme alt om at låne en Golf R eller en ID.5 GTX uden mor eller far. De nye restriktioner er et direkte led i koncernens omfattende omstruktureringsprogram.
Ifølge de tyske medier rammer de nye regler op mod titusindvis af interne firmabiler på de tyske veje. Det præcise antal berørte firmabiler er dog ikke lagt officielt frem af ledelsen i Wolfsburg.


