Bilgiganten Stellantis taber 470 millioner kroner om dagen efter fejlslagen elbil-strategi. Ny direktør varsler comeback til V8-motorer og diesel.
Den amerikansk-europæiske bilkoncern Stellantis taber 470 millioner kroner om dagen.
Den voldsomme blødning i regnskabet er resultatet af et katastrofalt år, hvor koncernen bag mærker som Jeep, Fiat og Peugeot har ramt bunden.
Det samlede tab for 2025 lyder på svimlende 171 milliarder kroner.
Det er det værste resultat nogensinde for gruppen, siden fusionen mellem Fiat Chrysler og PSA Group i 2021.
Hvor 2024 bød på et overskud på 41 milliarder kroner, er billedet nu vendt totalt på hovedet.
Nedskrivninger på aflyste elbilprojekter har alene kostet koncernen 190 milliarder kroner.
Den nye administrerende direktør, Antonio Filosa, erkender nu de store strategiske fejltrin. Han forklarer det økonomiske kaos med en overvurdering af elbilmarkedet.
Stellantis har simpelthen fjernet sig for langt fra det, som de reelle bilkøbere efterspørger i hverdagen, lyder det fra den øverste direktør.
– Vores resultater afspejler omkostningerne ved at have overvurderet tempoet i energiomstillingen. Vi har skabt en afstand til de reelle behov og ønsker hos mange bilkøbere, lyder det ærligt fra Antonio Filosa.
Som konsekvens iværksætter Stellantis nu en omfattende nulstilling af hele forretningen.
Den tvungne satsning på rene elbiler bliver skrottet til fordel for kundens frihed til at vælge. Det betyder, at både benzin- og dieselmotorer får en central plads i det fremtidige modelprogram.
I Danmark får elbilerne massiv statsstøtte i form af lempelige afgiftsreglerne. Men det politiske træk er faktisk det eneste, der reelt holder elbilerne i liv, mener Stellantis øverste europæiske chef.
I et nyere interview fortæller Emanuele Cappellano franske medier, at salget af elbiler i Europa slet ikke vil eksistere uden statsstøtte.


