Polestar ventes ifølge en række kilder at komme med en drastisk udmelding. I værste fald kan en rekonstruktion eller lukning være på tale.
Artiklen er opdateret 1. september kl. 10.04 med statement fra Polestar nederst.
Det kinesisk ejede bilmærke Polestar ventes inden for et par dage at komme med en drastisk udmelding.
Det siger flere kilder til det svenske medie EFN Ekonomikanalen.
I sidste uge forlod Polestars svenske landechef pludselig sin stilling, og mandag i denne uge lyder det, at ‘en drastisk melding’ er lige på trapperne.
EFN’s kilder siger, at det værst tænkelige er en rekonstruktion eller egentlig lukning af det gældsplagede bilmærke.
Polestar skylder, som vi her på Boosted allerede har fortalt, næsten 48 milliarder kroner.
Flere af pengene skal søstermærket Volvo have for at have samlet Polestars biler.
Henover de seneste måneder har Polestar dog også gentagne gange kunnet fortælle, at ‘man har sikret sig ny finansering’. Altså optaget en række nye lån.
Omvendt har Polestar, der kører med store underskud, før klaret sig ud af økonomiske problemer.
På den anden side er det, selvom salget på det seneste, usikkert, hvor lang investorernes tiltro og tålmodighed er. Geely-koncernen har omvendt oplyst, at ‘der ikke er planer om at lukke Polestar’.
Boosted har tidligere kunnet fortælle, at Polestar har krydset grænsen på 10.000 biler i Danmark.
I årets første seks måneder er det lykkes at få 1.236 biler ud på de danske veje. Det er dog stadig færre end de 1.542 biler som det noget nyere søstermærke i Geely-koncernen, Zeekr, har sendt på gaden i samme periode.
Til Boosted har Polestars landechef i Danmark Henrik Bang tidligere fortalt, at der kun er en vej frem for personbilerne i Europa – nemlig den der går gennem elbilerne.
Af samme grund protesterede mærket også symbolsk, da EU i december 2025 besluttede sig for at krølle totalforbuddet mod biler med forbrændingsmotor sammen.
Polestar er for nylig blevet forbudt at sælge sine biler i USA. Og selvom det nordamerikanske marked er relativt småt for bilmærket har en række forhandlere alligevel valgt at sagsøge Polestar for svimlende 170.000.000 kroner.
Statement fra Polestar: “Artiklen bag disse rygter er baseret på anonyme kilder og spekulationer. Geely har på det kraftigste afvist påstandene og gentaget sin fortsatte opbakning til Polestar.“
“Vores fokus er på eksekvering. I første halvår af 2026 rejste vi 0,7 mia. USD i ekstern egenkapital, konverterede aktionærlån for 640 mio. USD til egenkapital og leverede et rekordsalg.“
“I morgen åbner vi ordrebøgerne for Polestar 4 SUV, søstermodellen til vores bedstsælgende Polestar 4 Coupé, og udvider dermed vores tilstedeværelse til et større og meget attraktivt segment.“
“Vi holder fast i vores plan, opbygger momentum og skaber langsigtet værdi.“


