Polestar er på vej ud af det amerikanske marked efter et forbud fra Trump-regeringen. Mærket vil ikke anke beslutningen. Til gengæld bliver bilerne 166.000 kroner billigere.
En forhandler fra New Jersey mener, at Polestar bruger et forbud i USA som undskyldning for at trække sig fra det amerikanske marked.
Det ændrer bare ikke på, at potientielle kunder, her tre måneder før Polestar skal forlade landet, kan få svimlende store rabatter på ellers helt nye biler.
Op til 166.000 kroner i rabat skal sikre, at Polestar får tømt ud i lagerne, inden mærket skal forlade landet.
Når og hvis Polestar kan sælge alle biler, der er på lager, vil der ikke blive leveret mere til det amerikanske marked. Men Polestar har også travlt.
Fra 1. januar 2027 forbydes mærket at sælge nye biler. Polestar er nemlig blevet ramt af en række regler, der forbyder såkaldt ‘internetforbunde biler’ med kinesiske ejerforhold i USA.
Et forbud Volvo dog har fået de amerikanske myndigheder til at se bortfra. Men sådan en undtagelse kan det nyere søstermærke altså ikke få.
Noget der har fået flere analytikere til at spekulere i, om Polestar udnytter forbuddet som en undskyldning for at trække sig fra et marked, hvor salget går sløjt.
I juli, da forbuddet blev offentligt kendt, sagde Polestar-direktør Michael Lohscheller, at det nu handler om at skifte fokus.
– Vi vil fortsætte med at investere i markeder, hvor vi har muligheder for at vokse, lød det.
Om Danmark er et af de markeder, sagde Lohscheller ikke direkte. Men herhjemme kunne Geely-mærket i 2025 notere sig, at man har fået 10.000 biler på vejene.
Data fra bilimportørernes brancheorgan Mobility Denmark viser, at yderligere 1.354 biler er kommet på gaden i de første 8 måneder af 2026.
