Nye tal fra Færdselsstyrelsen afslører, at Tesla Model Y og Ford Focus topper listen over biler med flest fejl og mangler, som udløser omsyn.
Der var trængsel i landets 400 synshaller sidste år, da over 1,2 millioner biler rullede ind til den lovpligtige kontrol.
Selvom de fleste biler og bilejere slap igennem, blev hver 10. bil sendt direkte til omsyn på grund af grove fejl og mangler.
Faktisk fik over 190.000 biler konstateret så alvorlige fejl, at de ikke måtte køre videre. I hvert fald ikke uden en eller flere reparationer først.
Det viser tal fra Færdselsstyrelsen, som Autoparts har fået aktindsigt i.
Det svarer til en dumpeprocent på 20 procent for hele den danske vognpark. For visse modeller ser det dog langt værre ud, da mere end hver fjerde bil dumper.
Troels Meier, direktør i Autoparts24, forklarer, at bilernes alder og nypris ofte afgør resultatet.
Men han bemærker også, at Tesla skiller sig særligt negativt ud.
– Tesla er i en liga for sig, når det kommer til fejl og mangler, konstaterer Troels Meier på baggrund af de mange synsrapporter.
Listen over de mest fejlramte modeller tæller både små bybiler og populære familiebiler. Her finder man blandt andet Tesla Model Y, Ford Focus og Kia Ceed SW.
For disse modeller gælder det, at over hver fjerde bil bliver sendt til omsyn efter det første besøg. Årsagerne spænder fra slidte dele på ældre biler til gennemgående tekniske svigt.
Mange af de biler, der dumper, er over 15 år gamle og var billige som fabriksnye. Alligevel bør man ikke lade sig skræmme helt væk fra de populære brugtbiler.
Troels Meier råder dog alle bilister til at undersøge kendte problemer, før de skriver under på en slutseddel.
Bilisterne skal især tjekke, om der findes billige reservedele til den specifikke model. Eller om det såkaldte reserveprisindeks stikker af.
– Selvom en bilmodel har en høj andel, der skal til omsyn, så er det ikke ensbetydende med, at det er en dårlig bil, forklarer Troels Meier.
Ofte er der tale om små fejl, som er nemme og billige at fikse selv.
Dataene dækker over modeller, hvor mindst 1.000 biler har været til syn i løbet af 2025. Omvendt er synsbranchen også blevet kigget gevaldigt efter i sømmene de seneste år.
Som Boosted har kunnet fortælle, har flere skandaler om såkaldte SMS-syn, hvor biler godkendes uden nogensinde at have været i en synshal, udløst en række nye krav.
Blandt andet skal der nu tages billeder af alle personbiler, der fremstilles til syn. Alligevel har svindel med netop den slags syn kostet flere synsmænd fængselsdomme og store bøder.



